Heartwords

Det umulige i at skrive. Det umulige i at sætte sig ved computeren og skrive, når alt omkring én er præpareret til det. Når der er ro, fred og ingenting, der forstyrrer. Når  ingenting så bliver det, der forstyrrer. Og jeg ikke kan skrive. Andet end det her. Hvad er det?  Når solen skinner derude, og det er så fredeligt. Når jeg tænker på at ryge en cigaret, selvom jeg ikke ryger. Når jeg ser på telefonen og leder i gamle mails efter minder at svælge i. Græde over. Lettes over overståede kapitler. Når jeg ikke kan skrive andet end det her. Ord der ikke bør læses.  Men når jeg ikke kan lade være med at skrive. Når det er min krops craving efter livet i sig selv. Når jeg ikke kan finde meningen ved at foretage mig noget som helst andet. Som en bizar besættelse, der har overtaget mine 'frie valg'. Som en byrde ingen andre end skrivende mennesker, eller andre udøvere af en slags kunst, forstår.  Forventningen om forløsningen, når noget pludselig virker. Forventninge

Må jeg trække mig ud af det moderne liv? Det liv, hvor jeg ikke mærker jorden under mine fødder. Det liv, hvor jeg hele tiden skal være én.  Jeg spørger ud i det åbne rum, hvor ingen rigtig svarer. Vi drøner rundt og vil bevæges på hver vores måde. Og jeg forsøger at svare mig selv. Bare et øjeblik. Og jeg ser ikke, at vi kommer nogen vegne. Jeg tænker på, at det bliver den slags liv, der bevæger sig i cirkler; det at fare efter noget, der aldrig rigtig er der. Min trang til at bevæge mig frem; min trang til at   være  med livet.  Gå med det. At være i det, før det ender. En livsfremdrift, der  pludselig  undervejs et sted bliver en vej til døden. For på et tidspunkt, går det op for os.  Det med døden. Og måske er det derfor så mange af os ikke tør. Ikke tør bevæge os fremad, men foretrækker de velkendte cirkler. Som en slags modstand til det endelige.  Som om.  Men jeg tænker i dag, at cirklerne føles som falsk tryghed. Jeg er ikke den samme i dag, som jeg var i g