En dag er det fucking for sent

At gå ad sidegader, boulevarder, alléer med træer, og det ligner efterår, eller at bladene bare har givet op. At ilten i dem alt for hurtigt er forsvundet. 

Jeg ryster af skræk, bange for den verden, der er rundt om det næste hjørne. Det hjælper lidt at lukke øjnene. Det gør det generelt i livet. Indtil det ikke gør det mere og alting føles dobbelt brutalt, når man senere hen åbner dem. 

Den verden, jeg står overfor, midt i. Hvilke mennesker, hvilke forstande, vi er. 

Jeg rømmer mig, og ser ud over markerne, som for i det mindste at have noget til fælles med dem, naturen i den enkle forstand, som vi i blinde længes efter. 

Naturen, som vi ikke fatter er vores rigtige åndedræt. 

Naturen, som vi, når vi synes, den er særlig pæn og fredelig i sin egen bogstavelige forstand, poster på vægge og liker i mange væk, og får et langt større kick ud af det end af den, altså naturen. 

Jeg græder lidt i en armhule og ville ønske, den var din. Den lugter ikke som dig. Der er noget, med din armhule, som gør mig høj. Den måde, du rykker armen ned om mig på, når jeg ligger der. Det bløde, der omkranser mig som en den hule, den siger, den er, og jeg vil gemme mig der, med mine lukkede øjne. Indtil, jeg ikke kan det mere, og må åbne dem igen. 

På min rigtige væg i min stue, den væg, der er bygget af mursten fra teglværket, hænger et billede. Det forestiller en flok levende mennesker, der sidder i en hånd. En hånd der bærer dem hen over havet. 

Den hånd, som vi er flere, der burde række ud. Er det egentlig så svært at give noget af sig selv til andre, der ikke har det?

Åbenbart, som når jeg lytter til de mennesker, der sidder bag gardinet, og deres stemmer summer mellem hinanden, som hvepsene der virrer, virker det alt for svært. Med det. Bare det at give lidt af sig selv til de andre. 

Endda til dem, man sidder lige dér ved siden af. Eller til dem, man ikke kender. 

Måske vi ikke burde tale så meget om mel og kager og maskiner, man kan trykke på, så de drejer rundt eller siger lyde, jeg er ligeglad med. Måske burde vi ikke være utilfredse og dovne, når bussen ikke stopper, der hvor den plejer, eller farven bare er forkert på ting, vi har købt. 

Jeg tænker på alt den energi, der forsvinder ud i atmosfæren med denne sure udladning. Jeg tænker på, hvordan den energi kunne holde meget i live og verden bedre kørende, hvis den nu bare var positiv. 

Hvorfor taler folk så meget om ting, der ikke er vigtige? 
Hvorfor orker folk ikke at tale om ting, der er vigtige?

En dag åbner vi øjnene, og så er det fucking for sent! Så er de døde, dem der skal lytte.