Heartwords

At gå ad sidegader, boulevarder, alléer med træer, og det ligner efterår, eller at bladene bare har givet op. At ilten i dem alt for hurtigt er forsvundet.  Jeg ryster af skræk, bange for den verden, der er rundt om det næste hjørne. Det hjælper lidt at lukke øjnene. Det gør det generelt i livet. Indtil det ikke gør det mere og alting føles dobbelt brutalt, når man senere hen åbner dem.  Den verden, jeg står overfor, midt i. Hvilke mennesker, hvilke forstande, vi er.  Jeg rømmer mig, og ser ud over markerne, som for i det mindste at have noget til fælles med dem, naturen i den enkle forstand, som vi i blinde længes efter.  Naturen, som vi ikke fatter er vores rigtige åndedræt.  Naturen, som vi, når vi synes, den er særlig pæn og fredelig i sin egen bogstavelige forstand, poster på vægge og liker i mange væk, og får et langt større kick ud af det end af den, altså naturen.  Jeg græder lidt i en armhule og ville ønske, den var din. Den lugter ikke som dig. Der er noget