Gå videre til hovedindholdet

På en mærkelig søndag


På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud. 
Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør. 
Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve.
At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker. 
Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det. 
Er jeg to? Er jeg flere? Er alle det? Hvordan ved man i virkeligheden, hvordan noget menneske egentlig er? Jeg ved ikke, hvorfor nogen lever, hvis de ikke giver kærlighed. Jeg ved ikke hvordan. 
Jeg er ved at falde i søvn, når folk giver sig hen til deres eget offer. Så liv kun er en historie, de gentager for sig selv. 
Så de lader alt andet dø foran deres øjne for at gøde og nurse den historie. Jeg græder over det. Jeg forundres over det. Jeg væmmes. Jeg river mig i håret over det. Over alt det spild. 
Jeg er bange for, det er mig. 
Hvorfor er vi her på denne klode?
Skal vi føle glæde hele tiden? Skal vi føle fred? 
Det er da så åbenlyst tydeligt, at det sårbare i os, er kimen til en større grad af meningsfuldhed, til en større værdi. 
”Hun så på ham og tænkte, at det eneste hun havde lyst til at sige; det kunne hun ikke. Hvorfor egentlig ikke? Hvad ville der ske? Hvad sker der egentlig ved, at pulsen banker, som den er ved at eksplodere? Eller hvad sker der egentlig ved, at han pludselig ser på hende på en anden måde? Med angsten sprøjtende ud ad øjnene. Eller hvad der nu sker. Hvorfor er der så meget usagt? Ting der burdesiges. Ting, som kører rundt i hovedet på hende hver dag og bare venter på at blive sagt. 
Manden sagde med rynkede bryn:
”Hvorfor kan du ikke fortælle din søn, at du elsker ham?” eller ”Hvis det var mig, så ville jeg gøre alt.. lægge mig på mine knæ, hvis det var det… for mit barn. Uanset. Det er lige meget om han er 4 eller 40. Hvis han mangler din kærlighed. At mærke, du vil gøre alt for ham. Er det fordi du ikke vil, eller?” 

”Kærlighed hænger ikke på træerne. 
Men det er dem, man ser på
når man savner den.
Hvordan klarer de sig
så langt de står fra hinanden
Kan lige nå næste træ med en bladspids
og så er det træ måske
slet ikke det rigtige
Nærmest i vejen
Alligevel vokser de daglig 
Og her går man rundt i skoven
På sine bevægelige rødder
Man stikker sine bevægelige grene i lommen
Det er da det mindste
og skynder sig tilbage til byen”
                                                                           (Benny Andersen)

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…