Gå videre til hovedindholdet

Dét, at være taknemmelig..


Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde. 
Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre. 
Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem man er, at man skal tro på sine mål og det. At sætte sig mål i livet. At kæmpe for dem, at blive den, man er. 
I Sundby er der mange, der er hvem, de er. Og mange der ikke er, tænker jeg. Jeg går fra Pape og flat white, til Jørgen på hjørnet, der pisser i sine bukser. Jeg går fra Esther og Aperol til Irma i kiosken, der har glemt sine penge på Sundholm, og Lone løber forvildet mellem bilerne i rabatten. Hvad vej er din, spørger jeg ud i den sorte nat? For der ingen andre, der kan svare. 
Gå den, det er, for du ved det. Når man er bange for at gøre noget, er det der, man skal gøre det. Det med at turde. At leve det hele, bare sådan. Parkere angsten, frygten. Mærke pulsen banke i blodet på den måde, som da man var 14, og man sagde til nogen, at man var forelsket i dem. Den slags mod er ikke til spøg. Der bankede det hele i kroppen, og man kunne springe ud over alt, og hoppe over det højeste slags kaos. Den slags mod er ikke til spørg.
Kom videre, og flyt dig, menneske. Et sted tættere på dig selv. Et sted tættere på det, du kan give videre. At åbne sig mod verden; et elegant træk for alle parter.  Elegant og nødvendigt. Jeg trykker midt på remouladen, du grynter. Du griner. Og jeg ryster på hovedet, what´s the point med det, tænker man.
Okay, i Spanien er der de smukkeste kvinder, wau, det er til at tabe pusten. Der er røde læber, høje hæle og sorte øjne, selv dér, hvor de bare er sig selv, med et net fuld af mælk og brød og honning, og sager til skabet. Og jeg tænker, at det er en bekræftelse af kroppen, af kroppen i verden. Af livet, af flirten, af selviscenesættelsen, af kærligheden, af tilstedeværelsen, af harmonien. Af forbindelsen mellem mennesker. Det med at udsmykke sig, at ranke ryggen i livet. At se sig selv, som smuk. Som værdig. Som værdifuld. Det er et spark til sådan én som mig, det med at putte sig og stryge morgenhåret tilbage og gnide søvnen ud af øjnene. Det bliver hurtigt lidt fladt. 
Og det er bare én ting. 
Dét, at være taknemmelig. Er det kun i åndeligheden, man rigtig mærker taknemmeligheden; altså sådan helt rigtigt – ægte, helt ind i det inderste? At tro på.. Engle, der holder hånden over os, selv på vej ind i.. Jeg ved det ikke, men at tro på.. 
At jeg vil gøre noget mere, for dem jeg elsker. Dem der fjoller rundt og er sårede over livet. Dem, der elsker og ikke kan placere deres kærlighed. Dem jeg elsker, og ikke kan omfavne. Sådan rigtigt. Dem jeg vil gøre noget for. 
Alt den kærlighed, der i mig. 


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…