Dét, at være taknemmelig..


Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde. 
Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre. 
Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem man er, at man skal tro på sine mål og det. At sætte sig mål i livet. At kæmpe for dem, at blive den, man er. 
I Sundby er der mange, der er hvem, de er. Og mange der ikke er, tænker jeg. Jeg går fra Pape og flat white, til Jørgen på hjørnet, der pisser i sine bukser. Jeg går fra Esther og Aperol til Irma i kiosken, der har glemt sine penge på Sundholm, og Lone løber forvildet mellem bilerne i rabatten. Hvad vej er din, spørger jeg ud i den sorte nat? For der ingen andre, der kan svare. 
Gå den, det er, for du ved det. Når man er bange for at gøre noget, er det der, man skal gøre det. Det med at turde. At leve det hele, bare sådan. Parkere angsten, frygten. Mærke pulsen banke i blodet på den måde, som da man var 14, og man sagde til nogen, at man var forelsket i dem. Den slags mod er ikke til spøg. Der bankede det hele i kroppen, og man kunne springe ud over alt, og hoppe over det højeste slags kaos. Den slags mod er ikke til spørg.
Kom videre, og flyt dig, menneske. Et sted tættere på dig selv. Et sted tættere på det, du kan give videre. At åbne sig mod verden; et elegant træk for alle parter.  Elegant og nødvendigt. Jeg trykker midt på remouladen, du grynter. Du griner. Og jeg ryster på hovedet, what´s the point med det, tænker man.
Okay, i Spanien er der de smukkeste kvinder, wau, det er til at tabe pusten. Der er røde læber, høje hæle og sorte øjne, selv dér, hvor de bare er sig selv, med et net fuld af mælk og brød og honning, og sager til skabet. Og jeg tænker, at det er en bekræftelse af kroppen, af kroppen i verden. Af livet, af flirten, af selviscenesættelsen, af kærligheden, af tilstedeværelsen, af harmonien. Af forbindelsen mellem mennesker. Det med at udsmykke sig, at ranke ryggen i livet. At se sig selv, som smuk. Som værdig. Som værdifuld. Det er et spark til sådan én som mig, det med at putte sig og stryge morgenhåret tilbage og gnide søvnen ud af øjnene. Det bliver hurtigt lidt fladt. 
Og det er bare én ting. 
Dét, at være taknemmelig. Er det kun i åndeligheden, man rigtig mærker taknemmeligheden; altså sådan helt rigtigt – ægte, helt ind i det inderste? At tro på.. Engle, der holder hånden over os, selv på vej ind i.. Jeg ved det ikke, men at tro på.. 
At jeg vil gøre noget mere, for dem jeg elsker. Dem der fjoller rundt og er sårede over livet. Dem, der elsker og ikke kan placere deres kærlighed. Dem jeg elsker, og ikke kan omfavne. Sådan rigtigt. Dem jeg vil gøre noget for. 
Alt den kærlighed, der i mig. 


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Kære lille bybo

Dagens brev - Kære Pernille

Dagens brev - Min kære bror og co.