Gå videre til hovedindholdet

Der er noget med Málaga

                                                                                                                                     Foto: Job Savelsberg on Unsplash.com

Der er noget med Málaga. 
Noget man ikke lige ved måske. I Málaga skinner solen. Når den vil. I Málaga lægger man sig på græsset ved stranden. Man drikker kaffe eller rosé. Eller søde røde sager. I Málaga har katedralen et enkelt tårn. La Manquita, kalder de den dér. Den står der så stor mod himlen på den lille gade; en kulisse midt i det hele. 
I Málaga er der hvide blanke sten på de smalle gader. Og man går der, slentrende med armen under én, man holder af. 
Málaga laver tapas, helato og Mom i en rørende sammenblanding, man ikke kan holde sig fra. I Málaga ryger man cigaretter og trækkes mod kaffe eller souvenirers. Flamincokjoler og fingerbøl i hvid porcelæn på rækker i pakkede vinduer. 
Der er borgruiner med orange sten langs et bjerg. Man går opad, mens byen bliver mindre og fin som en lille film, man ikke kender helt i kanterne. I palmerne skratter små grønne papegøjer, under den skiftende blå himmel. Man tænker et øjeblik, det er som i en jungle. Der er en fred i byens larm, man mærker med det samme. 
I den lille by, virker det hele knap så tungt.

Thomas synger om Málaga. Men vi kan ikke sige godnat til den by. Phlake får os til at danse på værelset med den sensationelle udsigt. Andre steder er musikken som et gammelt minde fra en mærkelig ferie, man var på. Men vi griner, vi danser og trasker. Gennem gaderne og promenaderne mærker vi Málaga. 
Før en drøm. En utydelig sky af fantasi.
Nu så virkelig med palmer i alle højder. Tykke, og de høje slanke. 
Levende og svær at regne ud. 
Damer med røde læber og tynde hæle under brune ben. Det lange sorte hår og et liv i øjnene, man svælger lidt i.

Vi bor lige der, ved den runde smukke arena på Malagueta. De brune blinde vinduer hele vejen rundt lukker ingen ind. Vi tænker på, at de sorte tyre faktisk dør derinde endnu. At Málaga er levende som os. Med revner, og at Picasso sikkert var der som ganske ung. 

Og vi griner igen af de unge og nipper til Aperol og San Miquel. Vi retter makeup, vi løsner håret og ånder ud. Der er skyer over varmen, og mens det tordner og lyner i hvide skarpe glimt, samler vi os, indfinder os og nyder fornemmelsen. 
Et øjeblik er vi Málaga.
Vi er tiden. Der er blid og gavmild og så underlig taknemmelig. At være båret frem af lyst og fornemmelse et øjeblik, at gå derhen, hvor der er pænt og rart, at bevæge sig og smile, at mærke havluft, glo på cruisere og på levende mennesker. At tale og tale i en strøm. 
At være. 
At give sig selv hen til livet i en lomme. At mærke, der er en verden, der er større. Der er en anden. At mærke livet. Et kort sekund på en ny måde.


Der er noget med Málaga.  

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…