Der er noget med Málaga

                                                                                                                                     Foto: Job Savelsberg on Unsplash.com

Der er noget med Málaga. 
Noget man ikke lige ved måske. I Málaga skinner solen. Når den vil. I Málaga lægger man sig på græsset ved stranden. Man drikker kaffe eller rosé. Eller søde røde sager. I Málaga har katedralen et enkelt tårn. La Manquita, kalder de den dér. Den står der så stor mod himlen på den lille gade; en kulisse midt i det hele. 

I Málaga er der hvide blanke sten på de smalle gader. Og man går der, slentrende med armen under én, man holder af. 

Málaga laver tapas, helato og Mom i en rørende sammenblanding, man ikke kan holde sig fra. I Málaga ryger man cigaretter og trækkes mod kaffe eller souvenirers. Flamincokjoler og fingerbøl i hvid porcelæn på rækker i pakkede vinduer. 

Der er borgruiner med orange sten langs et bjerg. Man går opad, mens byen bliver mindre og fin som en lille film, man ikke kender helt i kanterne. I palmerne skratter små grønne papegøjer, under den skiftende blå himmel. Man tænker et øjeblik, det er som i en jungle. Der er en fred i byens larm, man mærker med det samme. 

I den lille by, virker det hele knap så tungt.

Thomas synger om Málaga. Men vi kan ikke sige godnat til den by. Phlake får os til at danse på værelset med den sensationelle udsigt. Andre steder er musikken som et gammelt minde fra en mærkelig ferie, man var på. Men vi griner, vi danser og trasker. Gennem gaderne og promenaderne mærker vi Málaga. 

Før en drøm. En utydelig sky af fantasi.

Nu så virkelig med palmer i alle højder. Tykke, og de høje slanke. 

Levende og svær at regne ud. 

Damer med røde læber og tynde hæle under brune ben. Det lange sorte hår og et liv i øjnene, man svælger lidt i.

Vi bor lige der, ved den runde smukke arena på Malagueta. De brune blinde vinduer hele vejen rundt lukker ingen ind. Vi tænker på, at de sorte tyre faktisk dør derinde endnu. At Málaga er levende som os. Med revner, og at Picasso sikkert var der som ganske ung. 

Og vi griner igen af de unge og nipper til Aperol og San Miquel. Vi retter makeup, vi løsner håret og ånder ud. Der er skyer over varmen, og mens det tordner og lyner i hvide skarpe glimt, samler vi os, indfinder os og nyder fornemmelsen. 

Et øjeblik er vi Málaga.

Vi er tiden. Der er blid og gavmild og så underlig taknemmelig. At være båret frem af lyst og fornemmelse et øjeblik, at gå derhen, hvor der er pænt og rart, at bevæge sig og smile, at mærke havluft, glo på cruisere og på levende mennesker. At tale og tale i en strøm. 

At være. 

At give sig selv hen til livet i en lomme. At mærke, der er en verden, der er større. Der er en anden. At mærke livet. Et kort sekund på en ny måde.

Der er noget med Málaga.