Gå videre til hovedindholdet

Hvad hvis det var dig selv?



Nå, men ind i mellem, har jeg har lyst til at lægge mig ned i de hvide plasticposer. Ned til børnene der bliver lynet væk. De børn med den alt for hvide hud, de hvide ansigter og sorte smukke hår. De børn, der har trukket vejret gennem giftgasser for sidste gang. De børn som dør lige nu. I den verden, vi slet ikke forstår.

For jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Men jeg ved, at jeg er nødt til at se på de børn. Jeg er nødt til at se på den verden, der er så meget større end de sko, jeg vader rundt i her. For hvis jeg lukker mine øjne, bliver mit liv til en ondskabsfuld og egoistisk leg, hvor jeg lader som om, det ikke handler om mig.

Men den verden, hvor Assad smadrer liv med kemiske våben, handler i den grad om mig. Og om dig. Om os.
Verden er ikke nogens. Verden er for helvede vores.
Men vi ejer den jo ikke, og en dag tager naturen den tilbage og vil skide på os.

Man kan ikke gøre for, hvor man er født. Siger jeg igen og igen. For alt i mig er fortvivlet. Forvirret og endda forulempet over, hvordan alt for mange mennesker har så lidt indsigt, så lidt empati.

Hvorfor er det ikke dig, der bor i Aleppo, i Mosul eller i Myanmar? Hvorfor er det ikke dig, der har fået sprængt dit parcelhus, dine børn eller dit eget hoved i stykker? Hvorfor er det ikke dig, der holder resterne af dit barns krop i dine hænder?

Fordi du er heldig. That’s it.

Jeg lægger mig ikke ned og dør, for til hvad nytte er døden? Men jeg vil tvinge mig selv og min nabo til at se på den verden, vi er i. For vi er i den verden. Den verden, der er i krig. Vi er nødt til at forstå, hvilken betydning vores blik kan have for genopvågningen af den basale empati, jeg mener hvert et menneske er født med.

Men Danmark vil ikke hjælpe de mennesker, der kæmper for deres liv. Danmark lukker grænserne for dem, der kæmper for deres liv. Danmark vil ikke hjælpe de børn, der rejser gennem verden alene, for at få tryghed og fred. De mest basale ting, vi hver især bestræber at give vores egne børn hver dag.

Så hvad hvis det var dig selv?

Hvad hvis det var over den danske hvide vinterhimmel, at bomberne regnede? Hvad hvis det var dit hus, der blev skudt i smadder af iskolde, hævngerrige militser, der kun så verden i deres eget billede? Hvad hvis det var din fars hoved, der sad på lygtepælen i gaden? Hvad hvis det var dine børn, der åndede sidste gang på grund af giftig klorgas, som var kastet ned over jer med præcist overlæg?

Tænk at det faktisk kan gøre en større forskel, hvis vi spørger os selv om det, næste gang, vi brokker os over, at der i år, ikke både var råd til Thailand, Tesla og Timerland.

Jeg mener det.

Hvad hvis det var dig selv?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…