Hvad hvis det var dig selv?

Nå, men ind i mellem, har jeg har lyst til at lægge mig ned i de hvide plasticposer. Ned til børnene der bliver lynet væk. De børn med den alt for hvide hud, de hvide ansigter og sorte smukke hår. De børn, der har trukket vejret gennem giftgasser for sidste gang. De børn som dør lige nu. I den verden, vi slet ikke forstår.

For jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Men jeg ved, at jeg er nødt til at se på de børn. Jeg er nødt til at se på den verden, der er så meget større end de sko, jeg vader rundt i her. For hvis jeg lukker mine øjne, bliver mit liv til en ondskabsfuld og egoistisk leg, hvor jeg lader som om, det ikke handler om mig.

Men den verden, hvor Assad smadrer liv med kemiske våben, handler i den grad om mig. Og om dig. Om os.

Verden er ikke nogens. Verden er for helvede vores.

Men vi ejer den jo ikke, og en dag tager naturen den tilbage og vil skide på os.

Man kan ikke gøre for, hvor man er født. Siger jeg igen og igen. For alt i mig er fortvivlet. Forvirret og endda forulempet over, hvordan alt for mange mennesker har så lidt indsigt, så lidt empati.

Hvorfor er det ikke dig, der bor i Aleppo, i Mosul eller i Myanmar? Hvorfor er det ikke dig, der har fået sprængt dit parcelhus, dine børn eller dit eget hoved i stykker? Hvorfor er det ikke dig, der holder resterne af dit barns krop i dine hænder?

Fordi du er heldig. That’s it.

Jeg lægger mig ikke ned og dør, for til hvad nytte er døden? Men jeg vil tvinge mig selv og min nabo til at se på den verden, vi er i. For vi er i den verden. Den verden, der er i krig. Vi er nødt til at forstå, hvilken betydning vores blik kan have for genopvågningen af den basale empati, jeg mener hvert et menneske er født med.

Men Danmark vil ikke hjælpe de mennesker, der kæmper for deres liv. Danmark lukker grænserne for dem, der kæmper for deres liv. Danmark vil ikke hjælpe de børn, der rejser gennem verden alene, for at få tryghed og fred. De mest basale ting, vi hver især bestræber at give vores egne børn hver dag.

Så hvad hvis det var dig selv?

Hvad hvis det var over den danske hvide vinterhimmel, at bomberne regnede? Hvad hvis det var dit hus, der blev skudt i smadder af iskolde, hævngerrige militser, der kun så verden i deres eget billede? Hvad hvis det var din fars hoved, der sad på lygtepælen i gaden? Hvad hvis det var dine børn, der åndede sidste gang på grund af giftig klorgas, som var kastet ned over jer med præcist overlæg?

Tænk at det faktisk kan gøre en større forskel, hvis vi spørger os selv om det, næste gang, vi brokker os over, at der i år, ikke både var råd til Thailand, Tesla og Timerland.

Jeg mener det.

Hvad hvis det var dig selv?