At være nogens livsven

Det var oppe på kvisten. På anden etage, under taget. Vi sad i døråbningen til den franske altan, og røgringene svævede ud mellem dine bløde læber. Det var noget i dit blik, den vanvittige humor. Sort og ind i mellem manisk. Og så melankolien bag det hele.

Om natten talte du i et bevidstløst sprog, og jeg havde det som om, noget i dig ledte efter exit.

Prøvende frem, ad snævre gange fra dine opfyldte depoter. Depoter med så meget af det forkerte.

Vores tanker snoede sig sammen, ubesværet, deterministisk.

På et tidspunkt gled vi ned af Frederikssundsvej med sorte nylonbukser stramt på hofterne. Hennafarve i håret i forsøg på at sætte flere spor. At trække streger. At råbe op og være dér, hvor livet var. At dele længslen efter mere.

Senere gik vi langs Seinen, og du grinede af min måde at tænde cigaretten på. Den måde, jeg satte stråhatten med det sorte Corona-bånd. Og dit blik fyldte mig med en slags mod. Og jeg ville vise dig, hvordan alt det, jeg drømte om at turde, var muligt at turde med dig.

Dengang forstod jeg ikke, hvor uendelig verden var. Det var den bare. Og vi tog ud i den, så almindeligt. Som en frihed, vi forventede af livet.  At bevæge sig ind over tundralandskaber. At gå til venstre og højre af broer over kanaler. Over floder. At tabe ting. Og at efterlade sig spor. På stranden i Biarritz, var vinden kold og saltet. Der var palmer og himlen var grå, og det var lige meget.

Nu skriger morgenbørnene i gården. Det har regnet igen, og jeg vender en side i avisen, mens jeg puffer en klods ind under sofaen. Jeg gider ikke samle klodser op hele tiden. Jeg laver rødbedejuice med mynte, og børnene vil kun have dem rå, rødbederne. Den røde farve, der lægger sig om drengens mund. Og når jeg har afleveret ham, græder jeg lidt, mens mine skuldre ryster, over hans hånd der holdt så fast i min.  

I vores børn forplantede længslen sig. Sådan er det. Den kommer et sted fra, og den vil et sted hen.

Jeg tænker på, om man nogensinde bliver klar til at lade evigheden opsluge sig. Findes længslens forløsning først dér?

Af og til lukker jeg øjnene og skriger over verden, der hakker i det. Eller smøgerne der koster 44,50. Eller furerne der bliver ved med at krakelere mellem de italienske fliser i mit køkken. Eller hvordan pyramiden burde pege med spidsen nedad, sådan som de basale behov ændrer sig abstrakt, mens børn med gråt støv forsøger at kravle ud af meningsløsheden. Hvilket ben skal jeg stå på?

Jeg råber, fordi min datter taber et glas mælk på gulvet, og bagefter river jeg mig selv i håret, mens jeg løfter hende henover det knuste glas.

Jeg ryster af skam, der flosser mine negle. Dét at jeg er nogens mor, og dét, at jeg drømmer. Skam i balance. Vi balancerer på trappestier, på kanter, for vi opdager, at bekvemmeligheden ikke indeholder forløsning.

Men du gør livets ting med et mod, der får mig til at begribe determinismen i sin egentlige forstand.

I morgen går vi ved fjorden sammen, jeg lægger nakken tilbage. Mågerne svæver over os.

Vind alle veje.