Gå videre til hovedindholdet

At være nogens livsven


Det var oppe på kvisten. På anden etage, under taget. Vi sad i døråbningen til den franske altan, og røgringene svævede ud mellem dine bløde læber. Det var noget i dit blik, den vanvittige humor. Sort og ind i mellem manisk. Og så melankolien bag det hele.

Om natten talte du i et bevidstløst sprog, og jeg havde det som om, noget i dig ledte efter exit.
Prøvende frem, ad snævre gange fra dine opfyldte depoter. Depoter med så meget af det forkerte.
Vores tanker snoede sig sammen, ubesværet, deterministisk.

På et tidspunkt gled vi ned af Frederikssundsvej med sorte nylonbukser stramt på hofterne. Hennafarve i håret i forsøg på at sætte flere spor. At trække streger. At råbe op og være dér, hvor livet var. At dele længslen efter mere.

Senere gik vi langs Seinen, og du grinede af min måde at tænde cigaretten på. Den måde, jeg satte stråhatten med det sorte Corona-bånd. Og dit blik fyldte mig med en slags mod. Og jeg ville vise dig, hvordan alt det, jeg drømte om at turde, var muligt at turde med dig.

Dengang forstod jeg ikke, hvor uendelig verden var. Det var den bare. Og vi tog ud i den, så almindeligt. Som en frihed, vi forventede af livet.  At bevæge sig ind over tundralandskaber. At gå til venstre og højre af broer over kanaler. Over floder. At tabe ting. Og at efterlade sig spor. På stranden i Biarritz, var vinden kold og saltet. Der var palmer og himlen var grå, og det var lige meget.

Nu skriger morgenbørnene i gården. Det har regnet igen, og jeg vender en side i avisen, mens jeg puffer en klods ind under sofaen. Jeg gider ikke samle klodser op hele tiden. Jeg laver rødbedejuice med mynte, og børnene vil kun have dem rå, rødbederne. Den røde farve, der lægger sig om drengens mund. Og når jeg har afleveret ham, græder jeg lidt, mens mine skuldre ryster, over hans hånd der holdt så fast i min.  
I vores børn forplantede længslen sig. Sådan er det. Den kommer et sted fra, og den vil et sted hen.
Jeg tænker på, om man nogensinde bliver klar til at lade evigheden opsluge sig. Findes længslens forløsning først dér?

Af og til lukker jeg øjnene og skriger over verden, der hakker i det. Eller smøgerne der koster 44,50. Eller furerne der bliver ved med at krakelere mellem de italienske fliser i mit køkken. Eller hvordan pyramiden burde pege med spidsen nedad, sådan som de basale behov ændrer sig abstrakt, mens børn med gråt støv forsøger at kravle ud af meningsløsheden. Hvilket ben skal jeg stå på?

Jeg råber, fordi min datter taber et glas mælk på gulvet, og bagefter river jeg mig selv i håret, mens jeg løfter hende henover det knuste glas.

Jeg ryster af skam, der flosser mine negle. Dét at jeg er nogens mor, og dét, at jeg drømmer. Skam i balance. Vi balancerer på trappestier, på kanter, for vi opdager, at bekvemmeligheden ikke indeholder forløsning.

Men du gør livets ting med et mod, der får mig til at begribe determinismen i sin egentlige forstand.

I morgen går vi ved fjorden sammen, jeg lægger nakken tilbage. Mågerne svæver over os.
Vind alle veje.





Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…