At være nogens livsven
Det var oppe på kvisten. På anden etage, under taget. Vi sad i døråbningen til den franske altan, og røgringene svævede ud mellem dine bløde læber. Det var noget i dit blik, den vanvittige humor. Sort og ind i mellem manisk. Og så melankolien bag det hele. Om natten talte du i et bevidstløst sprog, og jeg havde det som om, noget i dig ledte efter exit. Prøvende frem, ad snævre gange fra dine opfyldte depoter. Depoter med så meget af det forkerte. Vores tanker snoede sig sammen, ubesværet, deterministisk. På et tidspunkt gled vi ned af Frederikssundsvej med sorte nylonbukser stramt på hofterne. Hennafarve i håret i forsøg på at sætte flere spor. At trække streger. At råbe op og være dér, hvor livet var. At dele længslen efter mere. Senere gik vi langs Seinen, og du grinede af min måde at tænde cigaretten på. Den måde, jeg satte stråhatten med det sorte Corona-bånd. Og dit blik fyldte mig med en slags mod. Og jeg ville vise dig, hvordan alt det, jeg drømte om at turde,