Gå videre til hovedindholdet

Vinterdrømme



At svæve hen over den hvide morgenis, mens jeg luner mig på hendes små røde kinder. Det er som en drøm, med alle de ord, der glider over læberne. Hun har tabt sin første tand, og hun står der i frosten og skinner næsten som en lille engel. En vinter med frost under sålerne føles mere tryg, tænker jeg, og det knirker under vores støvler, mens vi går i ud af porten. 

                                                                               *

Det sker ind i mellem, at hendes drømme om natten er så langt ude over hendes egen fatteevne. Hun ved ikke, hvad hun skal stille op med de drømme, men hun nyder ofte at fastholde dem og må knibe øjnene intenst sammen, holde fast med næb og klør. 
For hun elsker den, hun bliver i de drømme. Den figur, den stemme, den modenhed hun bærer så naturligt
Drømme der er så lette. Som at stryge silke ned over knæene om sommeren. Svalende, blødt og så befriende. Kildrende. Op af dagen drømmer hun videre, selvom hun alt for tydeligt fornemmer den manglende magi. Hendes egen levende fantasi er ikke nær så imponerende og attraktiv, som den natlige underbevidstheds. For hendes rationale tager over, og så vil hun hellere sove sig til det.
Og hun lægger sig igen. Kniber øjnene sammen og kalder på søvnen, kalder på drømmen.
Men denne morgen bliver søvnen rodet og gråligt diset. Langt mærkere end det florlette fra før. 

Hendes krop ryster sig let under vibrationer, der ruller henover knoglerne. Hun læser i bogen og tænder for lampen i morgenlyset, for der er ikke mere at komme tilbage til.
Ordene i bogen triller rundt om sig selv, og hun ser kun den natlige virkelighed, hun vil svøbes i.
Forstår du? Siger hun ud i rummet med åbne øjne. Trangen, kærligheden, friheden?

Pigen der sidder der et sted i hende, bliver siddende. Og efterhånden bliver det sådan, at hun kun kigger ned i bordet eller gulvet eller på hvilken som helst flad celledød overflade, hver gang hun kommer ind i nogens rum.
For hun synes ikke at kunne opfinde nogen berettigelse til at lade sit blik hvile andre steder. Til ligesom at lade sit blik gå ind i nogen. Det forekommer hende mere som en umulighed at løfte blikket til et slags møde. Som de sidder der om bordet, snakker og ikke ænser hende.
For hvem, udover hende selv, som hun for længst har vænnet sig til at overse, skal hun være her? Når hun ikke kan finde sig selv i sit eget rum.
Det trykker for ørerne, som om hun er på vej op, når hun lukker af i svælget. Men det aflukkede vakuum, er intet mindre end præcis det, hun har brug for, mener hun.
Hun tænker på at give slip. Længes efter drømmens trygge favn. Trækker luften ind, så går hun ud.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…