Vinterdrømme

At svæve hen over den hvide morgenis, mens jeg luner mig på hendes små røde kinder. Det er som en drøm, med alle de ord, der glider over læberne. Hun har tabt sin første tand, og hun står der i frosten og skinner næsten som en lille engel. En vinter med frost under sålerne føles mere tryg, tænker jeg, og det knirker under vores støvler, mens vi går i ud af porten. 

                                                                               *

Det sker ind i mellem, at hendes drømme om natten er så langt ude over hendes egen fatteevne. Hun ved ikke, hvad hun skal stille op med de drømme, men hun nyder ofte at fastholde dem og må knibe øjnene intenst sammen, holde fast med næb og klør. 

For hun elsker den, hun bliver i de drømme. Den figur, den stemme, den modenhed hun bærer så naturligt

Drømme der er så lette. Som at stryge silke ned over knæene om sommeren. Svalende, blødt og så befriende. Kildrende. Op af dagen drømmer hun videre, selvom hun alt for tydeligt fornemmer den manglende magi. Hendes egen levende fantasi er ikke nær så imponerende og attraktiv, som den natlige underbevidstheds. For hendes rationale tager over, og så vil hun hellere sove sig til det.

Og hun lægger sig igen. Kniber øjnene sammen og kalder på søvnen, kalder på drømmen.

Men denne morgen bliver søvnen rodet og gråligt diset. Langt mærkere end det florlette fra før. 

Hendes krop ryster sig let under vibrationer, der ruller henover knoglerne. Hun læser i bogen og tænder for lampen i morgenlyset, for der er ikke mere at komme tilbage til.

Ordene i bogen triller rundt om sig selv, og hun ser kun den natlige virkelighed, hun vil svøbes i.

Forstår du? Siger hun ud i rummet med åbne øjne. Trangen, kærligheden, friheden?

Pigen der sidder der et sted i hende, bliver siddende. Og efterhånden bliver det sådan, at hun kun kigger ned i bordet eller gulvet eller på hvilken som helst flad celledød overflade, hver gang hun kommer ind i nogens rum.

For hun synes ikke at kunne opfinde nogen berettigelse til at lade sit blik hvile andre steder. Til ligesom at lade sit blik gå ind i nogen. Det forekommer hende mere som en umulighed at løfte blikket til et slags møde. Som de sidder der om bordet, snakker og ikke ænser hende.

For hvem, udover hende selv, som hun for længst har vænnet sig til at overse, skal hun være her? Når hun ikke kan finde sig selv i sit eget rum.

Det trykker for ørerne, som om hun er på vej op, når hun lukker af i svælget. Men det aflukkede vakuum, er intet mindre end præcis det, hun har brug for, mener hun.

Hun tænker på at give slip. Længes efter drømmens trygge favn. Trækker luften ind, så går hun ud.