Jeg vil bare ikke sove fra det
Okay, mens jeg venter, sker der ikke en skid. Med mig. For jeg tager mig af. Af dem jeg elsker, også for ligesom selv at kunne flyde ovenpå. Det FØLES sådan ind i mellem. Og alt andet er umuligt. Og jeg forstår så, at livet ER det. Livet ER at tage sig af dem, man holder af. At pleje, kysse, undskylde, anerkende, overbære, elske, skænde, tilgive, røre, vedholde, omsorge, omholde og alle de ord, jeg har lyst til skal findes til netop det her. Jeg tænker på, at alt hvad jeg hører, alt hvad jeg læser, alt hvad jeg tænker - at det hele handler om én ting. Om dét at mennesker har brug for mennesker. Som det vigtigste. Som et behov i samme grad som mad, luft, vand og det. Måske kan vi nok strække os længere, inden vi falder fra hinanden. Men vi gør det på et tidspunkt; falder fra hinanden - uden hinanden. Jeg tænker om natten, at hvis ikke vi er os selv, ender det med, at vi bliver misbrugere af hinanden. Jeg tænker over, hvor mange misb