Gå videre til hovedindholdet

Om levende Aleppobørn og ord, ord, ord.

Vinden er frisk og lugter af hav.
Jeg tænker, jeg er sulten. Men lader alligevel tanken ligge for nu. Der er børn; der er mennesker, der dør af sult, og jeg væmmes over, hvordan vi altid svælger i det hele. Mad som vi smider ud. Eller noget vi har glemt, og så er det for gammelt, tror vi, og vi smider det ud. Jeg får det dårligt. 
Kvalme og den evige tilstand af dilemma fylder for en stund hullet i min mave.

Alle dem jeg burde skrive breve til. Alt det jeg burde sige. Alt det, jeg ikke kan få sagt. Alt det, jeg bedre kan skrive. Men tanken om breve er udmattende, jeg mister overblikket, og vil putte mig væk.

Jeg skriver andre ting. 
Lukker øjnene og beslutter mig for, hvad jeg skal skrive. Da jeg åbner dem, ser jeg fingrene danse, ser at der dukker ord op, og jeg forstår bedre, hvad de mener, når de siger, at det er teksten, der bestemmer. At det er ’spændende’ at se, hvilken vej teksten fører én. 
For det er sådan. Er det sådan?
Jeg er fokuseret på, hvad sandheden er. Jeg er fokuseret på, hvordan jeg finder sandheden i mig selv. I hvert et menneske. Den sandhed, jeg ved, der er i hvert et menneske. Og jeg forundres over alle dem, som ikke er nysgerrige efter den.

Men.

Hvad med dem, der har forladt deres hjem og leder efter tryghed? Hvad med dem, der leder efter fred? Så angsten for, at deres børn bliver splintret til atomer kan lægge sig? Hvilken sandhed søger de?

Jeg gik henover skrå gyldne plæner, hvor bladende dækkede jorden i orange nuancer. Der var børn på en hinkerude, der var børn med nye gummisko og en gammel fodbold i en lille baggård. De råbte, de legede, de levede. Som de børn, jeg kender. Måske var de fra Aleppo? Jeg håber, de var fra Aleppo, for så var de i det mindste ikke blevet myrdet.
Så gik jeg forbi dem, stod lidt og ville gerne give dem et smil, og det var så nemt at få et tilbage. Jeg tænkte, at måske de havde glemt at smile. Det ville jeg have forstået. Men børnene lever.

Det gør de. Endnu.

Og jeg stresser over det hele. Og jeg bumler hjem i toget, mens colaen bruser i min mave og lægger sig som en ubehagelig hinde over mine tænder.

Ham fra værelse 3421 stod også på toget. Hvor skal han hen? Hvor ender tomheden i hans øjne?

Hvad med dem, der tror, de ejer verden?

I dag vil jeg skrive, men jeg kan ikke rigtig. Sproget er hele tiden forkert, og jeg tænker, om det virkelig kan være rigtigt, at det er sproget, der er forhindringen, eller om det i virkeligheden er mit talent, der bare ikke rækker?

Men talentet har jo intet at gøre med trangen. Behovet for at skrive. Det fysiske sitrende behov, jeg har for at sammensætte ord og frembringe sætninger, billeder, linjer, der ikke var der før. Behovet for at se noget opstå ud af intet.

Når jeg hele tiden tror, at jeg må læse denne og denne bog færdig først for at skriften bliver nemmere. For at få ordene til at flyde ud af mig i salige bløde strømme. Så er det vel løgn.
Som om det nogensinde bliver nemt? Og jeg fortæller mig selv, at det har intet med nemhedsgrad at gøre. 
Der er ikke nogen nemhedsgrad.

Jeg må skrive, selvom jeg ikke kan, eller selvom det er svært.
Der er ikke andre muligheder. 
Lige meget hvordan det går med verden.


Kommentarer

  1. ... og man overvældes af flere indtryk og nuancer end vi i vores verden har ord for.
    - Dette mærker jeg ofte. Og dine ord gengav den følelse for mig. Du fangede den fornemmelse med ord gengivet på skrift, - tak😊
    Bedste hilsner Jeanette

    jeanetteohrt.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak - også for at du læser med. Bedste hilsner fra Anne Mette

      Slet

Send en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…