Om levende Aleppobørn og ord, ord, ord.

Vinden er frisk og lugter af hav.

Jeg tænker, jeg er sulten. Men lader alligevel tanken ligge for nu. Der er børn; der er mennesker, der dør af sult, og jeg væmmes over, hvordan vi altid svælger i det hele. Mad som vi smider ud. Eller noget vi har glemt, og så er det for gammelt, tror vi, og vi smider det ud. Jeg får det dårligt. 
Kvalme og den evige tilstand af dilemma fylder for en stund hullet i min mave.

Alle dem jeg burde skrive breve til. Alt det jeg burde sige. Alt det, jeg ikke kan få sagt. Alt det, jeg bedre kan skrive. Men tanken om breve er udmattende, jeg mister overblikket, og vil putte mig væk.

Jeg skriver andre ting. 

Lukker øjnene og beslutter mig for, hvad jeg skal skrive. Da jeg åbner dem, ser jeg fingrene danse, ser at der dukker ord op, og jeg forstår bedre, hvad de mener, når de siger, at det er teksten, der bestemmer. At det er ’spændende’ at se, hvilken vej teksten fører én. 
For det er sådan. Er det sådan?

Jeg er fokuseret på, hvad sandheden er. Jeg er fokuseret på, hvordan jeg finder sandheden i mig selv. I hvert et menneske. Den sandhed, jeg ved, der er i hvert et menneske. Og jeg forundres over alle dem, som ikke er nysgerrige efter den.

Men.

Hvad med dem, der har forladt deres hjem og leder efter tryghed? Hvad med dem, der leder efter fred? Så angsten for, at deres børn bliver splintret til atomer kan lægge sig? Hvilken sandhed søger de?

Jeg gik henover skrå gyldne plæner, hvor bladende dækkede jorden i orange nuancer. Der var børn på en hinkerude, der var børn med nye gummisko og en gammel fodbold i en lille baggård. De råbte, de legede, de levede. Som de børn, jeg kender. Måske var de fra Aleppo? Jeg håber, de var fra Aleppo, for så var de i det mindste ikke blevet myrdet.

Så gik jeg forbi dem, stod lidt og ville gerne give dem et smil, og det var så nemt at få et tilbage. Jeg tænkte, at måske de havde glemt at smile. Det ville jeg have forstået. Men børnene lever.

Det gør de. Endnu.

Og jeg stresser over det hele. Og jeg bumler hjem i toget, mens colaen bruser i min mave og lægger sig som en ubehagelig hinde over mine tænder.

Ham fra værelse 3421 stod også på toget. Hvor skal han hen? Hvor ender tomheden i hans øjne?

Hvad med dem, der tror, de ejer verden?

I dag vil jeg skrive, men jeg kan ikke rigtig. Sproget er hele tiden forkert, og jeg tænker, om det virkelig kan være rigtigt, at det er sproget, der er forhindringen, eller om det i virkeligheden er mit talent, der bare ikke rækker?

Men talentet har jo intet at gøre med trangen. Behovet for at skrive. Det fysiske sitrende behov, jeg har for at sammensætte ord og frembringe sætninger, billeder, linjer, der ikke var der før. Behovet for at se noget opstå ud af intet.

Når jeg hele tiden tror, at jeg må læse denne og denne bog færdig først for at skriften bliver nemmere. For at få ordene til at flyde ud af mig i salige bløde strømme. Så er det vel løgn.

Som om det nogensinde bliver nemt? Og jeg fortæller mig selv, at det har intet med nemhedsgrad at gøre. 
Der er ikke nogen nemhedsgrad.

Jeg må skrive, selvom jeg ikke kan, eller selvom det er svært.

Der er ikke andre muligheder. 
Lige meget hvordan det går med verden.