Heartwords

”Forfatterens rolle er ikke at sige, hvad vi alle kan sige, men hvad vi ikke er i stand til at sige.”                                                                         Anaïs Nin             Jeg er stille. Som en vind, der ikke har rejst sig. Så stille. Men indeni larmer det. Så højt, at jeg er bange for, at kroppen sprækker. Med ord der fistrer i alle retninger. I alle årer, løber ordene så vildfarne og utæmmede, at jeg mister al kontrol over dem. De er sprælske og vil ud, men årerne driver bare rundt i deres vante evindelige cirkler, og ordene drøner afsted hurtigere end takten i min puls, følger de med blodstrømmen. Ingen udvej finder de ord. De ord, der drøner i mit blod. Ingen udvej. Så jeg er stille. Som en vind, der ikke har rejst sig. Endnu.             Sådan føles det, når jeg ikke kan skrive, det jeg vil. Det jeg ved, er det rigtige. Det jeg ved, er nerven. Ilden. Det jeg ved, der løber i mit blod. For det gør de ord. Og man kan føle sig som en fange, når man ik

D. 4/9-17 Engang ejede naturen verden, og det er som om, den ikke gør det mere. Men at den prøver at gøre alt til sit igen. Josefine skriver det; ”Naturen arbejder på at gøre alt til sit.” Og det er sådan det er, det er sådan, jeg har det. Og på en måde er det trygt, men det gør mig underlig til mode, bange, for jeg ved, at naturen vinder til sidst. Og jeg ved, at mennesket er natur. Og jeg ved, at mennesket bliver natur. En dag bliver vi skyllet væk i havets masser. Ligesom alle de kroppe, der NU flyder rundt i verdens have, fordi vi ikke har plads til flere kroppe. Har vi ikke plads til flere kroppe? Jeg spørger bare, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre; har vi ikke plads til flere kroppe? Har vi ikke plads? Må folk gerne dø i meningsløshedens navn, fordi vi ikke har plads til flere kroppe? Må de? Folk dør, fordi vi ikke har plads. Børn. Børn. Børn. Børn uden bankende hjerter. Og det er ikke til at fatte, at det er fordi, vi ikke har plads. Er det fordi vi ikke har plad