Om at stille spørgsmål i livet, om rødbedejuice og nye sko.

Jeg går altid rundt i de samme sko. Slidte og udtrådte og lidt bløde, mens jeg for det meste drømmer om nyt læder. Jeg drømmer om, hvordan mine fødder glider ned i de nye og danser afsted på veje, jeg ikke kender endnu. Sådan er det ofte, at jeg tænker på sko.
Men jeg går rundt og føler mig lidt som én, der har levet i 100 år. Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg har oplevet, men der er så mange længsler i mig. Der er så meget uforløst, som hos én, der har klemt alt inde i mindst 100 år. Sådan føles livet nu og da.
Og når jeg hører en ældre dame tale i telefon med kaffen i porcelæn bag mig, snurrer det sammen i mit indre, for jeg ved ikke, hvem hun er, men hun føles som mig. Og mine fingre sitrer og mit hjerte banker små hårde slag. Så hurtigt så hurtigt. Og jeg fyldes af min barndom, som er alle steder i mig. Og alligevel forstår jeg ikke, hvor den er nu. 
For hvor er fortiden? Hvor er de minder, der har skabt den jeg er nu? Det undrer mig hver dag. Er det en fantasi, som kun jeg selv kender? 
Og jeg drømmer om en familie, så stor som skovbunden med alle de hvide anemoner, der var i maj. Jeg drømmer om arme, der rækker ud efter mig og hviler roligt på min nakke. 
Og jeg tænker på, om det der sker nu, er forsvundet fra min forstand, når jeg bliver gammel? Om jeg også dér leder efter minder? 
Jeg tænker på, om jeg bliver gammel, og det vender sig i mig.
Og alt er begyndt at dirre, når jeg får tanken om, at længslen er kronisk. At jeg for altid vil drive rundt gennem livet, i en evig søgen. Sådan uforløst. 
Så er ordene uendelige og symmetriske og lindrer kun i øjeblikket, mens jeg taster og læser skødesløst nedover skærmen. Er det et fix? Måske, for jeg bliver ved med at skrive. I en atter evig søgen på ro. Som om man kommer et sted hen med alle de ord. Som om det er meningen, man skal nå et punkt. Som om, der er noget, der venter et sted. Og jeg ryster, for jeg ved, der ikke er noget, der venter.
Så læser jeg igen. Og leder hele tiden mellem linjerne på et svar. Og tænker på alle de andre, der altid leder efter svar. Og at vi måske burde finde de rigtige spørgsmål at stille. Eller om vi måske bare burde fatte, at der ikke er svar på alting. At livet kun er et langt spørgsmål. 
 I gården skriger morgenbørnene. Og der er snegle på det slidte plankeværk. Det har regnet igen, og jeg vender en side i avisen, mens jeg puffer en klods ind under sofaen, som jeg ikke gider samle op. Jeg gider ikke samle klodser op hele tiden. 
Sådan skizofreniagtigt, laver jeg rødbedejuice med mynte og ingefær og drengen vil kun have dem rå, rødbederne. Og den røde farve, der lægger sig om hans mund, får min til at smile. Og når jeg har afleveret ham, græder jeg lidt, mens mine skuldre ryster, for sådan er det at have børn, man bliver lidt skizoid af alt den kærlighed og det.
Forleden skrev jeg til avisen. Jeg havde bare en idé, men de synes vist ikke den var så god. Så skriver jeg til en anden, og venter. Der er så meget, at vente på nu.
Min pige har skoletaske på ryggen. Krøllerne lægger sig over hanken, der stritter i nakken. Og hendes blik er alt værd. Hendes blik er dybt og nyt og blåt og rent. Og modigt. Hendes blik er modigt. 
Jeg ryster af lykke, når jeg kysser hende farvel i døren.  


Kommentarer

  1. Kære Anne Mette. Jeg elsker at læse dine ord, men jeg er desværre ikke så flink til at kommentere - men denne om livet, rødbedejuice og nye sko, den må jeg sige, jeg holder rigtig meget af - fordi jeg kender dig og dine, og fordi du formår at beskrive dine tanker så følsomt og smukt! Knus ❤️

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Jeg vil bare ikke sove fra det

Hvad hvis det var dig selv?

Der er noget med Málaga