Gå videre til hovedindholdet

Om at stille spørgsmål i livet, om rødbedejuice og nye sko.

Jeg går altid rundt i de samme sko. Slidte og udtrådte og lidt bløde, mens jeg for det meste drømmer om nyt læder. Jeg drømmer om, hvordan mine fødder glider ned i de nye og danser afsted på veje, jeg ikke kender endnu. Sådan er det ofte, at jeg tænker på sko.
Men jeg går rundt og føler mig lidt som én, der har levet i 100 år. Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg har oplevet, men der er så mange længsler i mig. Der er så meget uforløst, som hos én, der har klemt alt inde i mindst 100 år. Sådan føles livet nu og da.
Og når jeg hører en ældre dame tale i telefon med kaffen i porcelæn bag mig, snurrer det sammen i mit indre, for jeg ved ikke, hvem hun er, men hun føles som mig. Og mine fingre sitrer og mit hjerte banker små hårde slag. Så hurtigt så hurtigt. Og jeg fyldes af min barndom, som er alle steder i mig. Og alligevel forstår jeg ikke, hvor den er nu. 
For hvor er fortiden? Hvor er de minder, der har skabt den jeg er nu? Det undrer mig hver dag. Er det en fantasi, som kun jeg selv kender? 
Og jeg drømmer om en familie, så stor som skovbunden med alle de hvide anemoner, der var i maj. Jeg drømmer om arme, der rækker ud efter mig og hviler roligt på min nakke. 
Og jeg tænker på, om det der sker nu, er forsvundet fra min forstand, når jeg bliver gammel? Om jeg også dér leder efter minder? 
Jeg tænker på, om jeg bliver gammel, og det vender sig i mig.
Og alt er begyndt at dirre, når jeg får tanken om, at længslen er kronisk. At jeg for altid vil drive rundt gennem livet, i en evig søgen. Sådan uforløst. 
Så er ordene uendelige og symmetriske og lindrer kun i øjeblikket, mens jeg taster og læser skødesløst nedover skærmen. Er det et fix? Måske, for jeg bliver ved med at skrive. I en atter evig søgen på ro. Som om man kommer et sted hen med alle de ord. Som om det er meningen, man skal nå et punkt. Som om, der er noget, der venter et sted. Og jeg ryster, for jeg ved, der ikke er noget, der venter.
Så læser jeg igen. Og leder hele tiden mellem linjerne på et svar. Og tænker på alle de andre, der altid leder efter svar. Og at vi måske burde finde de rigtige spørgsmål at stille. Eller om vi måske bare burde fatte, at der ikke er svar på alting. At livet kun er et langt spørgsmål. 
 I gården skriger morgenbørnene. Og der er snegle på det slidte plankeværk. Det har regnet igen, og jeg vender en side i avisen, mens jeg puffer en klods ind under sofaen, som jeg ikke gider samle op. Jeg gider ikke samle klodser op hele tiden. 
Sådan skizofreniagtigt, laver jeg rødbedejuice med mynte og ingefær og drengen vil kun have dem rå, rødbederne. Og den røde farve, der lægger sig om hans mund, får min til at smile. Og når jeg har afleveret ham, græder jeg lidt, mens mine skuldre ryster, for sådan er det at have børn, man bliver lidt skizoid af alt den kærlighed og det.
Forleden skrev jeg til avisen. Jeg havde bare en idé, men de synes vist ikke den var så god. Så skriver jeg til en anden, og venter. Der er så meget, at vente på nu.
Min pige har skoletaske på ryggen. Krøllerne lægger sig over hanken, der stritter i nakken. Og hendes blik er alt værd. Hendes blik er dybt og nyt og blåt og rent. Og modigt. Hendes blik er modigt. 
Jeg ryster af lykke, når jeg kysser hende farvel i døren.  


Kommentarer

  1. Kære Anne Mette. Jeg elsker at læse dine ord, men jeg er desværre ikke så flink til at kommentere - men denne om livet, rødbedejuice og nye sko, den må jeg sige, jeg holder rigtig meget af - fordi jeg kender dig og dine, og fordi du formår at beskrive dine tanker så følsomt og smukt! Knus ❤️

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…