Gå videre til hovedindholdet

Er det til at forstå? Vigdis, Joumana og Naja.

Når jeg sætter mig ved skrivebordet, så er det ofte med en masse vanskelige spørgsmål. En masse tanker, der forvirrer mig, og et liv, jeg ikke altid forstår. Ligesom elskelige Vigdis Hjort siger, er skrivningen måske et erkendelsesværktøj. Et sted hvor man lærer om de svære og uforståelige ting. Når det der er uklart og udefinerbart i én selv, pludselig kan læses i nogle ord, man har skrevet, eller ord man læser, så forstår man dem.
At finde svar i de ord, man læser er en lettelse, en følelse af, at man ikke er alene med sine tanker i denne verden. At opleve et menneske, der skriver præcis, hvad man tænker og fornemmer, der beskriver præcis, hvad man føler, så er det som om, noget falder i hak. Og noget lindres i en. Det er en befrielse fra noget, der lukker sig sammen om én.
I virkeligheden vil vi alle sammen gerne være. Her. I verden. Er det ikke det, vi vil?
Vigdis, norske kloge kloge Vigdis, siger om Kierkegaard. ”Der er så mange menensker, der bor i kælderen hos sig selv, selv om der ledigt i øverste etage, hvor udsigten er vid og perspektivet er uendeligt.”
Men jeg forestiller mig, at folk er bange for at klatre op af de trapper fra kælderen. Folk er gode til at prædike dernede, og folk er gode til at stille idealer op, men folk bliver bange for at leve deres eget liv efter idealerne. Jeg er bange. Jeg er folk. Jeg er mange. Jeg er hende, jeg er ham, jeg er dem. Vi er hende, vi er ham, vi er dem alle. Er det til at forstå?
Jeg er ikke ét menneske. Jeg er mange. Og jeg må ikke være så bange, jeg må ikke lade mit liv være styret af angst, jeg må ikke lade mine handlinger og mine ikke-handlinger være styret af angst - for hvorfor så leve? Hvad er tiden så værd? Den tid, der vitterlig forsvinder ud i det blå. Den tid, som jeg ikke kan fortryde, den tid som jeg ikke kan lave om, den tid, jeg ikke kan få tilbage. Når jeg skriver, river jeg små blade af angst af mig, små blade for hvert ord, og det føles så rigtigt at blive lettere på den måde. En anelse for hvert ord. Er det til at forstå?

Jeg læser en kvindelig arabisk forfatter. Jeg er blevet forelsket i Joumana Haddad. Hun skriver hele tiden til mit indre. Så noget falder i hak. Først er det en sus i kroppen, en hurtig rus, vildskab, en slags adrenalin, der ruller gennem årene. Og jeg vil råbe til alle. Naboerne og folk på promenaden. Se nu her, lyt, læs. Fantastisk.  
Og så; ro. Tryghed, lindring, en hule til mine tanker. Noget der falder på plads i en særlig form. Noget der falder i hak. Joumana Haddad fra Libanon, du skriver også til mig:
”Jeg er overbevist om, at læsning er et af de vigtigste redskaber til frigørelse, som noget menneskeligt væsen overhoved har.”

I går mødte jeg Naja, jeg så i hendes øjne og mærkede, at hun var virkelig og levende. Og jeg græd igen over de ord, jeg hørte. De ord, jeg har læst. Og jeg græd over de andre, der græd. Jeg græd over alle de mennesker, der længtes efter at græde. Alle de mennesker omkring mig, der stod der og lyttede til Najas ord. Alle de mennesker der samles for at befri deres længsel. Alle de mennesker, der lod sig selv græde. Alle de mennesker, der ikke var bange dér.
At vi et øjeblik smeltede sammen. At vi alle har de ord i vores sjæl nu. At vi alle sammen bærer noget af din sorg, Naja fordi vi også er mennesker, fordi vi længes efter at føle noget. At vi længes efter en kanal, hvor vi kan lade længslen flyde. Og fordi din sorg er ubærlig alene. Og jeg sagde tak til dig, Naja, fordi Carls bog lindrer noget for os alle. Selvom vi ikke har et barn, der er dødt.
Bogen er så levende. Så smuk. Så befriende. Så modig. Så sørgelig. Så sand. Og vi bærer den alle sammen i vores hjerte.
Litteraturen er levende. Litteraturen er menneskelig. Litteraturen er åndelig.
Er det til at forstå?


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…