Gå videre til hovedindholdet

Om samtaler og kærlighed og om naturen, der er på vej ud af mig

Jeg læser. Igen. Jeg læser om Peter Bastian. Ord giver ro. En meningsfuldhed flyder ind i mig, når jeg lader dem lagre sig. Og jeg bliver rolig. Jeg forstår en mand, jeg aldrig har kendt. En mand, der blev 73 år. Så døde han. Efter han blev forsonet med sig selv. Min krop længes efter forsoning. Er det naturen, der kalder på mig? Så højt nu. At jeg lytte? Det tænker jeg over nu. Hver dag.
                      Hvad husker du, når livet er ved at slutte? Når du ved, at livet er ved at slutte?
Måske er det samtalerne, man bedst husker. Samtalerne med dem, man elsker. Kærligheden i dem. Relationen som samtalen skaber. Er det ikke det, der er vigtigst - mens man lever?

samtaler
                      med
                                           dem
                                                                 man
                                                                                       elsker

Eller er det noget andet?
Mine tanker kredser. Og jeg føler det så meget så meget. Inden i. For jeg er så død uden ord. Og ordene er døde uden læber, der siger dem, eller hænder der skriver dem, eller øjne, der læser og ører, der lytter. Når jeg læser, taler jeg. Når jeg skriver, taler jeg.
Jeg trænger til skov. Til græs. Til duft af natur. Jeg trænger meget til det. Vidder. Træernes årer. Tælle de ringe for evigt. At gå rundt der, hvor liv giver mening. Hvor jeg mærker en slags urtid, når jeg rører ved et træ, der er ældre, end jeg kan begribe.
’Inde i mennesket findes naturen.’ Josefine skriver om naturen på en måde, der går langt ind i mit hjerte. Blødt, men så smertefuldt. ’Naturen taler til os på sprog, vi endnu ikke kan forstå, men heller ikke overhøre. Noget er ved at gå under, og vi har ikke andet valg end at se på det, fortsat se godt efter for måske endelig at gå under med det.’
Det er det, jeg mærker, den er den natur, jeg taler om. Jeg drømmer om. Jeg er den natur. Har jeg opdaget.
Så kører jeg i en bil langs kysten. Kysten om det lille land. Danmark, og jeg kender det egentlig ikke godt. Jeg mærker det først, da jeg er derude. Ved havet, ved marken, ved de små byer. Ind i mellem er de døde og øde, og jeg leder efter et menneske. Et liv. Og så støder jeg på en ånd, der vælter ud af vinduer, gennem gader og rundt om hjørner. Ind i min krop. Og jeg forundres over det, land, jeg slet ikke kender, men som jeg er født i.
På Fyn er der en slags varme, og dér er det som om, folk har et andet smil. Jeg pudser brillerne, og lader bilen rulle henover brosten. Jeg ser. Jeg træder ud og planter mig dér, hvor fødderne lander. I en jord, der er lun. Den hiver så godt. Der er saltvand i sigte. Langs kysten er der liv. Måger skriger og kalder, på et sprog jeg ikke kan. Blæst i mit hår, mens en ny vellyst glider rundt under huden, som små bløde perler. Dér på den kyst, taler jeg til havet, og jeg råber og bølgerne med det hvide skum er uendelige, og jeg ved ikke, hvor de ender. De larmer. Og det er vel også en slags samtale, griner jeg op mod mågerne.
Dengang kørte vi også rundt i det samme land, men jeg så ikke rigtig. Måske har noget alligevel sat sig fast. Min krop prøver at mærke. Finde minder. Og alt er træer og mos og lange tykke planker i trekantede stabler, som far var bange for, vi kravlede op på. Med falmet fugtig bark, der smuldrede mellem mine fingre. Jeg gjorde det. M kiggede. Så løb vi gennem en anemoneskov, eller dynger af sne, og enten var det vinter, forår, sommer eller efterår, for det var altid. Vi var der altid, måske er det derfor naturen alligevel er ved at vende vrangen ud på mig. At den krænger sig ud af mig, og vil ses. Vil optages i mit liv nu. Vil tages seriøst. Måske er naturen for alvor ved at blive utålmodig?
Jeg prøvede at løbe foran ham, men elskede alligevel at se hans krop, når han løb over engen, og hovedet der altid var tænksomt på sned. Altid som nu. Tænksomt. Eftertænksomt. Vi havde altid en samtale. Ind i mellem var den stille. Men vi var der sammen, og hans krop var tæt på min. Og senerne stod frem på hans bare fødder ud mod tæerne. De lange hvide fødder, der havde en form, jeg altid kunne kende. Huden bleg men levende, så levende.

Der var altid en samtale. Ind i mellem savner jeg den.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…