Om samtaler og kærlighed og om naturen, der er på vej ud af mig

Jeg læser. Igen. Jeg læser om Peter Bastian. Ord giver ro. En meningsfuldhed flyder ind i mig, når jeg lader dem lagre sig. Og jeg bliver rolig. Jeg forstår en mand, jeg aldrig har kendt. En mand, der blev 73 år. Så døde han. Efter han blev forsonet med sig selv. Min krop længes efter forsoning. Er det naturen, der kalder på mig? Så højt nu. At jeg lytte? Det tænker jeg over nu. Hver dag.
                      Hvad husker du, når livet er ved at slutte? Når du ved, at livet er ved at slutte?
Måske er det samtalerne, man bedst husker. Samtalerne med dem, man elsker. Kærligheden i dem. Relationen som samtalen skaber. Er det ikke det, der er vigtigst - mens man lever?

samtaler
                      med
                                           dem
                                                                 man
                                                                                       elsker

Eller er det noget andet?
Mine tanker kredser. Og jeg føler det så meget så meget. Inden i. For jeg er så død uden ord. Og ordene er døde uden læber, der siger dem, eller hænder der skriver dem, eller øjne, der læser og ører, der lytter. Når jeg læser, taler jeg. Når jeg skriver, taler jeg.
Jeg trænger til skov. Til græs. Til duft af natur. Jeg trænger meget til det. Vidder. Træernes årer. Tælle de ringe for evigt. At gå rundt der, hvor liv giver mening. Hvor jeg mærker en slags urtid, når jeg rører ved et træ, der er ældre, end jeg kan begribe.
’Inde i mennesket findes naturen.’ Josefine skriver om naturen på en måde, der går langt ind i mit hjerte. Blødt, men så smertefuldt. ’Naturen taler til os på sprog, vi endnu ikke kan forstå, men heller ikke overhøre. Noget er ved at gå under, og vi har ikke andet valg end at se på det, fortsat se godt efter for måske endelig at gå under med det.’
Det er det, jeg mærker, den er den natur, jeg taler om. Jeg drømmer om. Jeg er den natur. Har jeg opdaget.
Så kører jeg i en bil langs kysten. Kysten om det lille land. Danmark, og jeg kender det egentlig ikke godt. Jeg mærker det først, da jeg er derude. Ved havet, ved marken, ved de små byer. Ind i mellem er de døde og øde, og jeg leder efter et menneske. Et liv. Og så støder jeg på en ånd, der vælter ud af vinduer, gennem gader og rundt om hjørner. Ind i min krop. Og jeg forundres over det, land, jeg slet ikke kender, men som jeg er født i.
På Fyn er der en slags varme, og dér er det som om, folk har et andet smil. Jeg pudser brillerne, og lader bilen rulle henover brosten. Jeg ser. Jeg træder ud og planter mig dér, hvor fødderne lander. I en jord, der er lun. Den hiver så godt. Der er saltvand i sigte. Langs kysten er der liv. Måger skriger og kalder, på et sprog jeg ikke kan. Blæst i mit hår, mens en ny vellyst glider rundt under huden, som små bløde perler. Dér på den kyst, taler jeg til havet, og jeg råber og bølgerne med det hvide skum er uendelige, og jeg ved ikke, hvor de ender. De larmer. Og det er vel også en slags samtale, griner jeg op mod mågerne.
Dengang kørte vi også rundt i det samme land, men jeg så ikke rigtig. Måske har noget alligevel sat sig fast. Min krop prøver at mærke. Finde minder. Og alt er træer og mos og lange tykke planker i trekantede stabler, som far var bange for, vi kravlede op på. Med falmet fugtig bark, der smuldrede mellem mine fingre. Jeg gjorde det. M kiggede. Så løb vi gennem en anemoneskov, eller dynger af sne, og enten var det vinter, forår, sommer eller efterår, for det var altid. Vi var der altid, måske er det derfor naturen alligevel er ved at vende vrangen ud på mig. At den krænger sig ud af mig, og vil ses. Vil optages i mit liv nu. Vil tages seriøst. Måske er naturen for alvor ved at blive utålmodig?
Jeg prøvede at løbe foran ham, men elskede alligevel at se hans krop, når han løb over engen, og hovedet der altid var tænksomt på sned. Altid som nu. Tænksomt. Eftertænksomt. Vi havde altid en samtale. Ind i mellem var den stille. Men vi var der sammen, og hans krop var tæt på min. Og senerne stod frem på hans bare fødder ud mod tæerne. De lange hvide fødder, der havde en form, jeg altid kunne kende. Huden bleg men levende, så levende.

Der var altid en samtale. Ind i mellem savner jeg den.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Om en tid, der er forsvundet - og om Carl, som jeg aldrig kan glemme

Jeg vil bare ikke sove fra det

Der er noget med Málaga