Når New York kalder på mig, lytter jeg.

Når New York kalder, lukker jeg mine øjne og lytter til byen. Byen der kalder på mig. New York, er du en ven af alle? Jeg venter på dig. Kom min ven, vi tager afsted. Esther siger, vi gør det. Nu. Kom min ven. New York venter. Vi tager afsted. Sammen og mærker, hvor stort livet er. Jeg vender mig i sengen og lukker flere billeder ind. Mine øjenlåg er sprækker, men det er som om, de ser alt der. Den slags poesi, der lever på asfalten i Brooklyn og i huse langs Hudson. Den mand, der skriver på væggen under broen ved Williamsburg. Hvad er der med de gader? Hvad er der med de ’streets of New York’? Hvorfor flyder det sådan i mine årer, som en rus, der vil have mere? Hvorfor har den by, en ubeskrivelig poesi i sin blotte væren?
Og vi gør det. Det er som en drøm i livet. Jeg er ivrig. Kåd og lykkelig over stadig at forundres og forbløffes. Som dengang natten var lys og nærmest evig. Vi flyver henover byen. Der er spir og tårne, og på brostene under vores såler, opdager jeg usynlige fodspor fra alverdens forfattere, som jeg forelsker mig i dag efter dag. Jeg ånder her gennem hud og øjne, hår, og negle der stritter. Jeg er en elektrisk maskine, der kan rumme alt. Lige der midt i livet.
Og et øjeblik glemmer jeg naturen, jeg glemmer mosset fra dengang, dér mellem den smuldrede bark. Anemonerne og de evige blade. Jeg glemmer, at naturen har dannet mig. For her i byen, lever jeg jo. Og jeg forundres, og jeg græder i et ærme. For hvor kommer det hele fra? Jeg trækker byens liv ind i mig. Ånder grådigt. Uendeligt. Der ér noget på dette sted. Noget jeg ikke kan skrive. Og igen efterlades et tomrum på siden, for jeg kender ikke de ord, der passer. Jeg må arbejde mere. Mærke og skrive. Mærke og skrive.
New York kalder på mig. Jeg skriver, jeg taler hele tiden. For det er uendeligt.

Jeg læser i en avis. Og jeg ryster, for hvad er det med den by? Hvad er det med alle de byer? Kommer byen fra naturen? Byen der ligger oven på millioner af år. Hvad gør vi, når naturen dør? For er det ikke som om, at naturen er ved at dø? Er der nogen i denne verden, der forstår, at byen dør, hvis naturen gør? For det gør den.
Så dør alt. Jeg ryster og rystes.

Om aftenen går vi en tur. Jeg rækker min hånd ud mod hende. Vent nu på mig. Pigen råber, at jeg skal vente. Vi kigger ud over havet. Og derude i det store mørke, ligger en lille ø. Vi må derud, mor. Vi må derud. Hun peger med en finger, der stritter henover sandet og lægger sig på bølgerne, og jeg gnider sandkorn ud mellem tæerne. Vinden rusker i det hele. Kun en hund og en mand går tur nu. Jeg tager hende ind til mig. Jeg siger, vi kan tage ud til den ø. En dag. Havet er så stort, mor. Vi kan slet ikke forstå det, vel? Og jeg ved, hun har ret, når hun ser op på mig med de milde klare øjne. Alligevel er det som om, jeg tilhører havet, mens vi står der. Og jeg må træde tilbage med pigen i min favn. Jeg må træde tilbage, for at mærke mine fødder i sandet igen. Og forstå at havet er sit eget. Ikke vores. Havet er sit. Og jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan begynde at vise hende verden. Vise hende skønheden og friheden i det hele. Vise hende dugperler på strå i morgendiset. Vise hende smuldrede krummer under bagerens stålhylder. Og alle de spir og tårne og gyldne vinduer. Og naturen, der skaber alt, vores øjne ser på.
Og kærlighed kærlighed. Jeg propper hende med kærlighed. Hele tiden hvert sekund. Og beder til, hun altid vil dele ud.

                      Og når jeg lægger mig på puden, og det er nat, ser jeg altid de tusind veje, der er at gå. Og jeg forvirres. Og jeg ser, at jeg vælger den forkerte. Igen. Jeg undres. Men mine ben kan ved gud ikke betræde de rigtige stier. Det gør ondt og gnaver som gammelt gummi ind i min hud, der bliver tyndere og tyndere.

I mens har jeg lange blikke hele tiden mod dem, jeg elsker. Som en længsel. Jeg når dem aldrig rigtig. Og jeg tænker på, at verden er derude i havet på en lille ø, hvor livet er. Og jeg længes. Længes. Efter byen. Efter naturen. Efter familie. Og New York er stille, og jeg sover heldigvis.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Om en tid, der er forsvundet - og om Carl, som jeg aldrig kan glemme

Jeg vil bare ikke sove fra det

Der er noget med Málaga