Når New York kalder på mig, lytter jeg.
Når New York
kalder, lukker jeg mine øjne og lytter til byen. Byen der kalder på mig. New
York, er du en ven af alle? Jeg venter på dig. Kom min ven, vi tager afsted.
Esther siger, vi gør det. Nu. Kom min ven. New York venter. Vi tager afsted. Sammen
og mærker, hvor stort livet er. Jeg vender mig i sengen og lukker flere
billeder ind. Mine øjenlåg er sprækker, men det er som om, de ser alt der. Den slags
poesi, der lever på asfalten i Brooklyn og i huse langs Hudson. Den mand, der
skriver på væggen under broen ved Williamsburg. Hvad er der med de gader? Hvad er
der med de ’streets of New York’? Hvorfor flyder det sådan i mine årer, som en
rus, der vil have mere? Hvorfor har den by, en ubeskrivelig poesi i sin blotte
væren?
Og vi gør
det. Det er som en drøm i livet. Jeg er ivrig. Kåd og lykkelig over stadig at
forundres og forbløffes. Som dengang natten var lys og nærmest evig. Vi flyver
henover byen. Der er spir og tårne, og på brostene under vores såler, opdager
jeg usynlige fodspor fra alverdens forfattere, som jeg forelsker mig i dag
efter dag. Jeg ånder her gennem hud og øjne, hår, og negle der stritter. Jeg er
en elektrisk maskine, der kan rumme alt. Lige der midt i livet.
Og et
øjeblik glemmer jeg naturen, jeg glemmer mosset fra dengang, dér mellem den
smuldrede bark. Anemonerne og de evige blade. Jeg glemmer, at naturen har
dannet mig. For her i byen, lever jeg jo. Og jeg forundres, og jeg græder i et
ærme. For hvor kommer det hele fra? Jeg trækker byens liv ind i mig. Ånder
grådigt. Uendeligt. Der ér noget på dette sted. Noget jeg ikke kan skrive. Og igen
efterlades et tomrum på siden, for jeg kender ikke de ord, der passer. Jeg må
arbejde mere. Mærke og skrive. Mærke og skrive.
New York
kalder på mig. Jeg skriver, jeg taler hele tiden. For det er uendeligt.
Jeg læser i
en avis. Og jeg ryster, for hvad er det
med den by? Hvad er det med alle de byer? Kommer byen fra naturen? Byen der
ligger oven på millioner af år. Hvad gør vi, når naturen dør? For er det ikke
som om, at naturen er ved at dø? Er der nogen i denne verden, der forstår, at
byen dør, hvis naturen gør? For det gør den.
Så dør alt.
Jeg ryster og rystes.
Om aftenen
går vi en tur. Jeg rækker min hånd ud mod hende. Vent nu på mig. Pigen råber,
at jeg skal vente. Vi kigger ud over havet. Og derude i det store mørke, ligger
en lille ø. Vi må derud, mor. Vi må derud. Hun peger med en finger, der
stritter henover sandet og lægger sig på bølgerne, og jeg gnider sandkorn ud
mellem tæerne. Vinden rusker i det hele. Kun en hund og en mand går tur nu. Jeg
tager hende ind til mig. Jeg siger, vi kan tage ud til den ø. En dag. Havet er
så stort, mor. Vi kan slet ikke forstå det, vel? Og jeg ved, hun har ret, når
hun ser op på mig med de milde klare øjne. Alligevel er det som om, jeg
tilhører havet, mens vi står der. Og jeg må træde tilbage med pigen i min favn.
Jeg må træde tilbage, for at mærke mine fødder i sandet igen. Og forstå at
havet er sit eget. Ikke vores. Havet er sit. Og jeg glæder mig til den dag,
hvor jeg kan begynde at vise hende verden. Vise hende skønheden og friheden i
det hele. Vise hende dugperler på strå i morgendiset. Vise hende smuldrede
krummer under bagerens stålhylder. Og alle de spir og tårne og gyldne vinduer. Og
naturen, der skaber alt, vores øjne ser på.
Og kærlighed
kærlighed. Jeg propper hende med kærlighed. Hele tiden hvert sekund. Og beder
til, hun altid vil dele ud.
Og
når jeg lægger mig på puden, og det er nat, ser jeg altid de tusind veje, der
er at gå. Og jeg forvirres. Og jeg ser, at jeg vælger den forkerte. Igen. Jeg undres.
Men mine ben kan ved gud ikke betræde de rigtige stier. Det gør ondt og gnaver
som gammelt gummi ind i min hud, der bliver tyndere og tyndere.
I mens har
jeg lange blikke hele tiden mod dem, jeg elsker. Som en længsel. Jeg når dem
aldrig rigtig. Og jeg tænker på, at verden er derude i havet på en lille ø,
hvor livet er. Og jeg længes. Længes. Efter byen. Efter naturen. Efter familie.
Og New York er stille, og jeg sover heldigvis.
Kommentarer
Send en kommentar