Heartwords

Når New York kalder, lukker jeg mine øjne og lytter til byen. Byen der kalder på mig. New York, er du en ven af alle? Jeg venter på dig. Kom min ven, vi tager afsted. Esther siger, vi gør det. Nu. Kom min ven. New York venter. Vi tager afsted. Sammen og mærker, hvor stort livet er. Jeg vender mig i sengen og lukker flere billeder ind. Mine øjenlåg er sprækker, men det er som om, de ser alt der. Den slags poesi, der lever på asfalten i Brooklyn og i huse langs Hudson. Den mand, der skriver på væggen under broen ved Williamsburg. Hvad er der med de gader? Hvad er der med de ’streets of New York’? Hvorfor flyder det sådan i mine årer, som en rus, der vil have mere? Hvorfor har den by, en ubeskrivelig poesi i sin blotte væren? Og vi gør det. Det er som en drøm i livet. Jeg er ivrig. Kåd og lykkelig over stadig at forundres og forbløffes. Som dengang natten var lys og nærmest evig. Vi flyver henover byen. Der er spir og tårne, og på brostene under vores såler, opdager jeg usynlige fodspo

Jeg læser. Igen. Jeg læser om Peter Bastian. Ord giver ro. En meningsfuldhed flyder ind i mig, når jeg lader dem lagre sig. Og jeg bliver rolig. Jeg forstår en mand, jeg aldrig har kendt. En mand, der blev 73 år. Så døde han. Efter han blev forsonet med sig selv. Min krop længes efter forsoning. Er det naturen, der kalder på mig? Så højt nu. At jeg må lytte? Det tænker jeg over nu. Hver dag.                       Hvad husker du, når livet er ved at slutte? Når du ved , at livet er ved at slutte? Måske er det samtalerne, man bedst husker. Samtalerne med dem, man elsker. Kærligheden i dem. Relationen som samtalen skaber. Er det ikke det, der er vigtigst - mens man lever? samtaler                       med                                            dem                                                                  man                                                                                        elsker Eller er det noget andet? Mine tanker kredser. Og je