Gå videre til hovedindholdet

Om en tid, der er forsvundet - og om Carl, som jeg aldrig kan glemme

“Tell me is it really love?”
Jeg drømmer om alt det, jeg ikke har. Jeg drømmer om grønne marker og færdige, smukke bogreoler. Jeg går en tur ned ad gaden og ser en dame, der græder. Som mig selv, gemmer hun det ikke indeni.
Og dér på gaden, midt i det hele, falder jeg igen over minder. Og jeg tænker over, hvor fortiden er? Hvad der er virkeligt, når det kun er i mine tanker? Mine minder er mine. Er min barndom, kun min? Hvad med alt det, jeg glemmer? Hvor bliver det af? Hvor er tiden, der er gået? Der vokser en panik i mig. For hvad med alle de drømme, der voksede op sammen med mig i det kælderværelse med det ternede gulv.
Jeg tager ham i hånden og klemmer. Den er varm og så stor, og jeg kender den så godt. Og den vil mig så godt. Og vi køber agurker og chips, og børnene vil hele tiden have mere af det hele, og jeg vil bare sige ja, og gør det.
Ind i mellem cykler jeg afsted og propper tasken med bøger, som jeg hele tiden finder. Jeg læser lidt i dem alle. Bliver forelsket i første linjer og ord, der binder. Jeg starter forfra. Hele tiden. Og ender aldrig.
Min far fortalte om min oldefar. Han ejede et cirkus, og mens vi sad der. Græd han. Og der var store åbne glasruder rundt om os. Og han var der. Og jeg ville så gerne gemme tiden i kasser. I små kasser. En kasse til hver en tid. Så jeg aldrig glemmer den. Og jeg ville så gerne give ham sådan en lille kasse med cirkustid, der. Men jeg var lidt bange. Jeg var bange for, om han ville have den kasse.
Og jeg vil lade mig selv være stærk. Og fylde alle dem i mit liv med kærlighed.
Dem der kredser og ikke kan. Og ikke ved. H. Jeg drømmer altid om H. Over det hele. Imens prøver jeg at fylde mig selv. Og jeg lader neglende vokse. Lader dem rive i filmen, der omkranser mig. Afskærer mig.
Huset er stille. Facaden er gul. Og jeg låser døren op, mens børn snorker og drømmer. Jeg går rundt på italienske klinker, og det føles godt. På trods af krummer og salt og hullede fuger. Der er rosé på bordet, og jeg lukker øjnene i mørket. Jeg vil så gerne græde i disse dage, og jeg gør det. Det føles så godt. Uden formål, andet end direkte behovstilfredsstillelse. Vi ser på hinanden gennem mørket, og jeg mærker den hånd igen. Og jeg trækker vejret i det lille rum, og selvom det er lidt svært, er det okay.
Jeg drømmer om at overøse børnene med min kærlighed. Jeg har så meget. Jeg drømmer om at leve hele livet. Til jeg dør.
Det er så umuligt at forstå, hvad livet er.
Døden gør mig så bange, alligevel tænker jeg på den hele tiden for tiden, og jeg læser i Carls bog igen, for jeg kan ikke lade være. Jeg vil ikke lade være. Og jeg skriver et brev til Naja, fordi - jeg må.
Og Kære Naja, skriver jeg, alt hvad jeg skriver, fører ingen vegne hen, når nogen dør. Men ordene kommer hele tiden. Og de tager et sted hen, jeg ikke kender. Hvordan kan man skrive om en sorg, man ikke kender? En sorg, man oplever gennem et andet menneske, man ikke kender? Kan man det? Jeg ved det ikke. Men ordene kommer og lever. Og det er som om, man må, når den bog findes. Når Carls bog findes i verden, så findes Carl i de mennesker, der læser den. Han findes i mig. Og hans død findes også i mig. Måske er det forkert, men det føles okay. Og jeg ved ikke, om det virkelig passer, at jeg bærer et minimalt stykke af din sorg. Og jeg vender hele tiden tilbage til den bog. Og jeg læser alt, hvad der står, og jeg læser alle de navne, du læser. Jeg kan ikke slippe det. Men jeg er bange for at dø. Og jeg er bange for at sige, at din sorg har givet mig noget.
’Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage’  - Naja, du giver tilbage. Så utroligt. Smukt. Tak. At du kan.

Den bog ligger under min hovedpude. Og jeg undrer mig hele tiden over, hvad jeg dog skal gøre, når nogen en dag dør. Og min krop er hele tiden en anden.
Jeg lukker mine øjne. Og drømmer om børnene, der spiser kirsebær i en sommer, jeg havde glemt. Og når jeg vågner er jeg mere lykkelig end længe.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…