Om en tid, der er forsvundet - og om Carl, som jeg aldrig kan glemme

“Tell me is it really love?”
Jeg drømmer om alt det, jeg ikke har. Jeg drømmer om grønne marker og færdige, smukke bogreoler. Jeg går en tur ned ad gaden og ser en dame, der græder. Som mig selv, gemmer hun det ikke indeni.
Og dér på gaden, midt i det hele, falder jeg igen over minder. Og jeg tænker over, hvor fortiden er? Hvad der er virkeligt, når det kun er i mine tanker? Mine minder er mine. Er min barndom, kun min? Hvad med alt det, jeg glemmer? Hvor bliver det af? Hvor er tiden, der er gået? Der vokser en panik i mig. For hvad med alle de drømme, der voksede op sammen med mig i det kælderværelse med det ternede gulv.
Jeg tager ham i hånden og klemmer. Den er varm og så stor, og jeg kender den så godt. Og den vil mig så godt. Og vi køber agurker og chips, og børnene vil hele tiden have mere af det hele, og jeg vil bare sige ja, og gør det.
Ind i mellem cykler jeg afsted og propper tasken med bøger, som jeg hele tiden finder. Jeg læser lidt i dem alle. Bliver forelsket i første linjer og ord, der binder. Jeg starter forfra. Hele tiden. Og ender aldrig.
Min far fortalte om min oldefar. Han ejede et cirkus, og mens vi sad der. Græd han. Og der var store åbne glasruder rundt om os. Og han var der. Og jeg ville så gerne gemme tiden i kasser. I små kasser. En kasse til hver en tid. Så jeg aldrig glemmer den. Og jeg ville så gerne give ham sådan en lille kasse med cirkustid, der. Men jeg var lidt bange. Jeg var bange for, om han ville have den kasse.
Og jeg vil lade mig selv være stærk. Og fylde alle dem i mit liv med kærlighed.
Dem der kredser og ikke kan. Og ikke ved. H. Jeg drømmer altid om H. Over det hele. Imens prøver jeg at fylde mig selv. Og jeg lader neglende vokse. Lader dem rive i filmen, der omkranser mig. Afskærer mig.
Huset er stille. Facaden er gul. Og jeg låser døren op, mens børn snorker og drømmer. Jeg går rundt på italienske klinker, og det føles godt. På trods af krummer og salt og hullede fuger. Der er rosé på bordet, og jeg lukker øjnene i mørket. Jeg vil så gerne græde i disse dage, og jeg gør det. Det føles så godt. Uden formål, andet end direkte behovstilfredsstillelse. Vi ser på hinanden gennem mørket, og jeg mærker den hånd igen. Og jeg trækker vejret i det lille rum, og selvom det er lidt svært, er det okay.
Jeg drømmer om at overøse børnene med min kærlighed. Jeg har så meget. Jeg drømmer om at leve hele livet. Til jeg dør.
Det er så umuligt at forstå, hvad livet er.
Døden gør mig så bange, alligevel tænker jeg på den hele tiden for tiden, og jeg læser i Carls bog igen, for jeg kan ikke lade være. Jeg vil ikke lade være. Og jeg skriver et brev til Naja, fordi - jeg må.
Og Kære Naja, skriver jeg, alt hvad jeg skriver, fører ingen vegne hen, når nogen dør. Men ordene kommer hele tiden. Og de tager et sted hen, jeg ikke kender. Hvordan kan man skrive om en sorg, man ikke kender? En sorg, man oplever gennem et andet menneske, man ikke kender? Kan man det? Jeg ved det ikke. Men ordene kommer og lever. Og det er som om, man må, når den bog findes. Når Carls bog findes i verden, så findes Carl i de mennesker, der læser den. Han findes i mig. Og hans død findes også i mig. Måske er det forkert, men det føles okay. Og jeg ved ikke, om det virkelig passer, at jeg bærer et minimalt stykke af din sorg. Og jeg vender hele tiden tilbage til den bog. Og jeg læser alt, hvad der står, og jeg læser alle de navne, du læser. Jeg kan ikke slippe det. Men jeg er bange for at dø. Og jeg er bange for at sige, at din sorg har givet mig noget.
’Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage’  - Naja, du giver tilbage. Så utroligt. Smukt. Tak. At du kan.

Den bog ligger under min hovedpude. Og jeg undrer mig hele tiden over, hvad jeg dog skal gøre, når nogen en dag dør. Og min krop er hele tiden en anden.
Jeg lukker mine øjne. Og drømmer om børnene, der spiser kirsebær i en sommer, jeg havde glemt. Og når jeg vågner er jeg mere lykkelig end længe.