Jeg læser om en kvinde

Når man lever i en drøm, lever man så rigtigt? Jeg træder på grus og fliser. Passer på revner og fuger. Jeg løfter fødderne hver dag. For det gør man. Det må man. Pigen spørger mig, hvor verden kommer fra. Og jeg tænker længe over alle de tanker, man får af det spørgsmål. Og græder lidt og griner mest. Af lykken over hendes eksistens i den. Den verden, vi ikke ved, hvor kommer fra.
                      Når jeg skriver, drømmer jeg, at jeg lever. Og det er fint og ligetil. Mens jeg går ned af gaden, og vinden river i mit hår, lever jeg. Der er ingen vej udenom. Og min krop er fyldt til randen.
                      Jeg læser om en kvinde, der er brudt ud af en grusom livsbane, hun var født til at leve i. Jeg er fascineret. Og jeg forundres over den styrke, hun har. Og jeg er lidt lettet. Og underlig lykkelig over, at hun har gjort det alene. Brudt ud af det frygtelige. Som et ungt barn, trådte hun af det liv, der ellers var hendes skæbne. Men som var så forkert. Jeg er forundret. Og hendes styrke giver mig modige tanker. Hendes styrke smitter.
                      Og det er bare en bog. Og det er virkelighed. Bogen er virkelig.
                      En anden dag spurgte Peder Frederik fint og provokerende, hvorfor vi overhoved har brug for flere bøger i denne verden. Ham der skriver så fantastisk. Ham der lever af ord.
                      Men vi har brug for at smitte hinanden.  For at overleve. For at dele mod. For at leve. For at trække vejret.
                      Der er ingen ord, der går gennemsigtigt gennem mig. Jeg vender og drejer. Vind og ven. Dej og dig. Det gør ondt der i mellem, og jeg farer vild let. Jeg bruger af dem så grådigt. Uden omtanke for andre, tænker jeg på mine egne tomme linjer, der må udfyldes. Og flår dem til mig, jeg kan lide.
                      De to. Så sidder de der ved deres skriveborde over slidte sildeben, og ingen får spat. Ud over alle andre, der ser på hinanden med øjne, der ruller. Og der, over det lysegrå ovale Alvar Aalto, hænger en plisseret papirlampe. Der har den hængt i hundrede år.
                      I haven læser jeg Margueritte Duras. Og falder bagover i græsset. Ordene skærer sig i gennem mig så jeg ikke kan begribe det. Jeg sveder og jeg græder. Duras, har du været der hele tiden?
                      Jeg opdager i hendes ord, at jeg altid har følt mig ved siden af. Ved siden af de andre. Ved siden af livet. Det gør ondt at opdage. Men noget løsner sig. Mine skuldre er brede. Jeg sænker dem en smule. Min mormors ryg var rund. Min mosters ryg er rund. Min mors ryg er rund.

                      Men lige nu svajer min lidt mere.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Jeg vil bare ikke sove fra det

Hvad hvis det var dig selv?

Der er noget med Málaga