Gå videre til hovedindholdet

Jeg læser om en kvinde

Når man lever i en drøm, lever man så rigtigt? Jeg træder på grus og fliser. Passer på revner og fuger. Jeg løfter fødderne hver dag. For det gør man. Det må man. Pigen spørger mig, hvor verden kommer fra. Og jeg tænker længe over alle de tanker, man får af det spørgsmål. Og græder lidt og griner mest. Af lykken over hendes eksistens i den. Den verden, vi ikke ved, hvor kommer fra.
                      Når jeg skriver, drømmer jeg, at jeg lever. Og det er fint og ligetil. Mens jeg går ned af gaden, og vinden river i mit hår, lever jeg. Der er ingen vej udenom. Og min krop er fyldt til randen.
                      Jeg læser om en kvinde, der er brudt ud af en grusom livsbane, hun var født til at leve i. Jeg er fascineret. Og jeg forundres over den styrke, hun har. Og jeg er lidt lettet. Og underlig lykkelig over, at hun har gjort det alene. Brudt ud af det frygtelige. Som et ungt barn, trådte hun af det liv, der ellers var hendes skæbne. Men som var så forkert. Jeg er forundret. Og hendes styrke giver mig modige tanker. Hendes styrke smitter.
                      Og det er bare en bog. Og det er virkelighed. Bogen er virkelig.
                      En anden dag spurgte Peder Frederik fint og provokerende, hvorfor vi overhoved har brug for flere bøger i denne verden. Ham der skriver så fantastisk. Ham der lever af ord.
                      Men vi har brug for at smitte hinanden.  For at overleve. For at dele mod. For at leve. For at trække vejret.
                      Der er ingen ord, der går gennemsigtigt gennem mig. Jeg vender og drejer. Vind og ven. Dej og dig. Det gør ondt der i mellem, og jeg farer vild let. Jeg bruger af dem så grådigt. Uden omtanke for andre, tænker jeg på mine egne tomme linjer, der må udfyldes. Og flår dem til mig, jeg kan lide.
                      De to. Så sidder de der ved deres skriveborde over slidte sildeben, og ingen får spat. Ud over alle andre, der ser på hinanden med øjne, der ruller. Og der, over det lysegrå ovale Alvar Aalto, hænger en plisseret papirlampe. Der har den hængt i hundrede år.
                      I haven læser jeg Margueritte Duras. Og falder bagover i græsset. Ordene skærer sig i gennem mig så jeg ikke kan begribe det. Jeg sveder og jeg græder. Duras, har du været der hele tiden?
                      Jeg opdager i hendes ord, at jeg altid har følt mig ved siden af. Ved siden af de andre. Ved siden af livet. Det gør ondt at opdage. Men noget løsner sig. Mine skuldre er brede. Jeg sænker dem en smule. Min mormors ryg var rund. Min mosters ryg er rund. Min mors ryg er rund.

                      Men lige nu svajer min lidt mere.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…