Gå videre til hovedindholdet

Det var på en junidag

20. juni 2017

                      Det var en dag i juni. En slags sommerdag. Jeg så ud over det hav, der er smukt, og det længere væk; så langt at jeg ikke kan se. Det hav der tager mennesker, som kæmper for livet – det hav der tager livet ud af det dem og lader deres kroppe synke til bunds eller flyde som oppustelige væsener mod sten og rev. Og så måtte jeg græde. For freden her var så gennemtrængende, og alligevel ikke til at forstå. Hvorfor deler vi ikke den fred? Vi kunne blive så stærke – måske endda redde, hvad der er tilbage af verden.
                      Pigen troede, at rummet var inde i verden – der må da være masser af plads til rummet inde i verden? Jeg forstår og elsker hendes hoved med de tanker. Vi har plads inde og ude. Vi har plads.
                      Mens jeg var ved det hav, græd jeg. Også lidt over en sang, og der bølgede en sorg gennem mit bryst.
                      ”We need a city of piece.”
                      Jeg græd over den styrke, der vokser i et menneske. Den styrke der dræber. Den styrke der sætter sig som et drivende had, en drivende angst. Jeg græd over, hvor stærk banaliteten er. Jeg græd over, hvilken verden pigen og drengen en dag dør i. Hvis der overhoved er en verden, de kan dø i? Hvis den ikke dør før dem. Og jeg græd over, hvordan kærligheden driver folk udi had. 
                     Er det kærligheden, der bestemmer alt over os? 

                     Om efterdagen sprang vi i havet fra broen, solen skinnede i de mørke blanke planker. Fødderne var hvide og neglene lidt blå. De skreg og hvinede og var så lykkefulde. Jeg greb de små spændte kroppe, da de gled ned gennem den salte kølige overflade. Og igen og igen og igen, og mellem saltvand og sandbund elskede jeg dem med sådan en evighed, der gav mig den dybeste ro. Og dér i det hav kunne jeg mærke freden og livet. Og jeg besluttede, at det vigtigste er at elske det liv, man har. Inden det forsvinder.
                      Bagefter spiste vi mynteis, og jeg børstede sandkorn væk fra de små hvide lægge. Pigens hår krusede om det lille hoved, og dér var hun ganske enkelt min lille engel. Drengens mund stod lidt åben, øjnene faldt i, jeg greb isen og løftede den lille krop ned på det gule håndklæde.
                      Jeg kyssede dem under solen, og vi cyklede hjem i fred.
                      Midt om natten, da alt næsten var lyst, løftede jeg mit hoved og mærkede den sorg igen. Og jeg læste i det lys, natten var.
                      Vi havde talt om børnene. Vi havde talt om os, og jeg slappede af i mit bryst, inden jeg sov. Og så dér om natten, mens jeg læste, voksede uroen alligevel. Du snorkede, og jeg måtte gå ind i stuen. Jeg vendte siderne i bogen og rørte ved omslaget på en kærlig måde.               
                      Alt i livet er på grund af relationerne. Sådan tænker jeg, og jeg synes mulighederne er uendelige. Jeg er fyldt af den kærlighed, der er sået i mig, da jeg var barn. Det er den kærlighed, der har gjort mig til et levende menneske. 
                       Jeg lukker øjnene og bogen og glider videre. Jeg ånder. Jeg er. 
                     
                     


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…