Det var på en junidag

20. juni 2017

                      Det var en dag i juni. En slags sommerdag. Jeg så ud over det hav, der er smukt, og det længere væk; så langt at jeg ikke kan se. Det hav der tager mennesker, som kæmper for livet – det hav der tager livet ud af det dem og lader deres kroppe synke til bunds eller flyde som oppustelige væsener mod sten og rev. Og så måtte jeg græde. For freden her var så gennemtrængende, og alligevel ikke til at forstå. Hvorfor deler vi ikke den fred? Vi kunne blive så stærke – måske endda redde, hvad der er tilbage af verden.
                      Pigen troede, at rummet var inde i verden – der må da være masser af plads til rummet inde i verden? Jeg forstår og elsker hendes hoved med de tanker. Vi har plads inde og ude. Vi har plads.
                      Mens jeg var ved det hav, græd jeg. Også lidt over en sang, og der bølgede en sorg gennem mit bryst.
                      ”We need a city of piece.”
                      Jeg græd over den styrke, der vokser i et menneske. Den styrke der dræber. Den styrke der sætter sig som et drivende had, en drivende angst. Jeg græd over, hvor stærk banaliteten er. Jeg græd over, hvilken verden pigen og drengen en dag dør i. Hvis der overhoved er en verden, de kan dø i? Hvis den ikke dør før dem. Og jeg græd over, hvordan kærligheden driver folk udi had. 
                     Er det kærligheden, der bestemmer alt over os? 

                     Om efterdagen sprang vi i havet fra broen, solen skinnede i de mørke blanke planker. Fødderne var hvide og neglene lidt blå. De skreg og hvinede og var så lykkefulde. Jeg greb de små spændte kroppe, da de gled ned gennem den salte kølige overflade. Og igen og igen og igen, og mellem saltvand og sandbund elskede jeg dem med sådan en evighed, der gav mig den dybeste ro. Og dér i det hav kunne jeg mærke freden og livet. Og jeg besluttede, at det vigtigste er at elske det liv, man har. Inden det forsvinder.
                      Bagefter spiste vi mynteis, og jeg børstede sandkorn væk fra de små hvide lægge. Pigens hår krusede om det lille hoved, og dér var hun ganske enkelt min lille engel. Drengens mund stod lidt åben, øjnene faldt i, jeg greb isen og løftede den lille krop ned på det gule håndklæde.
                      Jeg kyssede dem under solen, og vi cyklede hjem i fred.
                      Midt om natten, da alt næsten var lyst, løftede jeg mit hoved og mærkede den sorg igen. Og jeg læste i det lys, natten var.
                      Vi havde talt om børnene. Vi havde talt om os, og jeg slappede af i mit bryst, inden jeg sov. Og så dér om natten, mens jeg læste, voksede uroen alligevel. Du snorkede, og jeg måtte gå ind i stuen. Jeg vendte siderne i bogen og rørte ved omslaget på en kærlig måde.               
                      Alt i livet er på grund af relationerne. Sådan tænker jeg, og jeg synes mulighederne er uendelige. Jeg er fyldt af den kærlighed, der er sået i mig, da jeg var barn. Det er den kærlighed, der har gjort mig til et levende menneske. 
                       Jeg lukker øjnene og bogen og glider videre. Jeg ånder. Jeg er. 
                     
                     


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Jeg vil bare ikke sove fra det

Hvad hvis det var dig selv?

Der er noget med Málaga