Gå videre til hovedindholdet

Der er altid et barn, der græder et sted.

Der er altid et barn, der græder et sted. Med en gråd, der minder mig om min egen barndom. Rullegardinet slår ind mod karmen i en rytme, jeg ikke kender. Plakaten over sengen blafrer i gadens gennemtræk. Sengetøjet er nusset. Og jeg burde rejse mig. Og burde vaske det. Og burde bære bakken ud i køkkenet. Men kroppen bliver liggende, og jeg lytter. Og der er altid et barn, der græder et sted. Igen. I en lejlighed. I en gård. Foran en gadedør. Mine arme klør og min mave rumler. Men min krop bliver liggende.
Tænker på sidste gang den fødte. Og det var en dreng, der kom ud. Og det var tæt på en slags magi. Det er det på en måde altid, når ét menneske kommer ud af et andet. Sådan magisk. Hvor kommer det levende menneske dog fra? Og smerte og lykke smelter sammen i et meget mærkelig øjeblik.
Den nat sneede det, og D sagde, hvis det var en pige, skulle hun hedde Sne. Det var en dreng. De græd. Nu ligger han og krammer lommelygten og neglene er stadig sorte. Og jeg ryster, og må kigge lidt væk.
’Man kan ikke tilgive det, der ikke er indrømmet’. Vigdis Hjort skriver om sin familie, så det brænder i mine kinder. Jeg tænker på M. Føler mig magtesløs igen. Og alligevel er der altid noget at gøre, og fingrene bevæger sig selv. Mens jeg taster, laver mine tanker lister. Over lister, jeg burde lave. 
Lige meget hvilken vej, jeg vender mine tanker, presser relationerne sig ind mellem dem. I kiler lægger værdien af dem sig til rette, og jeg må fingere dem ud og ind mellem andet. Relationerne. Som jeg lever af. Som jeg sammenligner alt i verden med.
Når jeg står op, er der stille i lejligheden. Børnenes lyde er væk. Larmer et andet sted. Gården er våd i juni, og syrenerne hænger. Der er krummer på de italienske fliser, og jeg bliver mere irriteret, end jeg plejer. 
Det er ikke alle, der kan skrive. Nej. Jeg bruger resten af dagen på at skrive. Og den dag skriver jeg det hele. Alt det der starter. Kærlighedssprog. Sorgsprog. Drømmesprog. Gentagelsessprog.
Og når jeg læser det, mærker jeg ikke det, jeg vil mærke. Så tænker jeg mere på lufthavnen i Nice. Og de palmer og de bjerge. Og jeg tænker på solen, der brændte. Frit. og det hus på toppen. Og på hvor jeg egentlig vil hen. Og jeg tænker på ånden, der trækker og driver mig. Ind i mellem til vanvid ind i mellem til ekstase. At jeg vil skrive. Ja, at det er alt, jeg vil. Og at jeg måske hellere vil ind i bogen. Ind i historien, som allerede er skrevet. For det er så hårdt, så opslidende at opfinde den selv. Alligevel er det alt, jeg vil. Opfinde den selv.
Jo kigger på mig med de øjne, jeg kender. Hun drejer hovedet med det blik. Og hun siger, jeg går efter stjernerne. Måske er ånden i stjernerne, tænker jeg.   
-------------------

Liste over ting, der passer til min tilstand. I dag. Stigende orden.
Fri
Let
Fuld
Glad
Utroværdig
Færdig
Tyk
Blind

’Når et litterært sprog fungerer, så opfører det sig som natur. Så begynder det at samle sig.’ Josefine K. siger det. 


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…