Der er altid et barn, der græder et sted.

Der er altid et barn, der græder et sted. Med en gråd, der minder mig om min egen barndom. Rullegardinet slår ind mod karmen i en rytme, jeg ikke kender. Plakaten over sengen blafrer i gadens gennemtræk. Sengetøjet er nusset. Og jeg burde rejse mig. Og burde vaske det. Og burde bære bakken ud i køkkenet. Men kroppen bliver liggende, og jeg lytter. Og der er altid et barn, der græder et sted. Igen. I en lejlighed. I en gård. Foran en gadedør. Mine arme klør og min mave rumler. Men min krop bliver liggende.

Tænker på sidste gang den fødte. Og det var en dreng, der kom ud. Og det var tæt på en slags magi. Det er det på en måde altid, når ét menneske kommer ud af et andet. Sådan magisk. Hvor kommer det levende menneske dog fra? Og smerte og lykke smelter sammen i et meget mærkelig øjeblik.

Den nat sneede det, og D sagde, hvis det var en pige, skulle hun hedde Sne. Det var en dreng. De græd. Nu ligger han og krammer lommelygten og neglene er stadig sorte. Og jeg ryster, og må kigge lidt væk.

’Man kan ikke tilgive det, der ikke er indrømmet’. Vigdis Hjort skriver om sin familie, så det brænder i mine kinder. Jeg tænker på M. Føler mig magtesløs igen. Og alligevel er der altid noget at gøre, og fingrene bevæger sig selv. Mens jeg taster, laver mine tanker lister. Over lister, jeg burde lave. 

Lige meget hvilken vej, jeg vender mine tanker, presser relationerne sig ind mellem dem. I kiler lægger værdien af dem sig til rette, og jeg må fingere dem ud og ind mellem andet. Relationerne. Som jeg lever af. Som jeg sammenligner alt i verden med.

Når jeg står op, er der stille i lejligheden. Børnenes lyde er væk. Larmer et andet sted. Gården er våd i juni, og syrenerne hænger. Der er krummer på de italienske fliser, og jeg bliver mere irriteret, end jeg plejer. 

Det er ikke alle, der kan skrive. Nej. Jeg bruger resten af dagen på at skrive. Og den dag skriver jeg det hele. Alt det der starter. Kærlighedssprog. Sorgsprog. Drømmesprog. Gentagelsessprog.

Og når jeg læser det, mærker jeg ikke det, jeg vil mærke. Så tænker jeg mere på lufthavnen i Nice. Og de palmer og de bjerge. Og jeg tænker på solen, der brændte. Frit. og det hus på toppen. Og på hvor jeg egentlig vil hen. Og jeg tænker på ånden, der trækker og driver mig. Ind i mellem til vanvid ind i mellem til ekstase. At jeg vil skrive. Ja, at det er alt, jeg vil. Og at jeg måske hellere vil ind i bogen. Ind i historien, som allerede er skrevet. For det er så hårdt, så opslidende at opfinde den selv. Alligevel er det alt, jeg vil. Opfinde den selv.

Jo kigger på mig med de øjne, jeg kender. Hun drejer hovedet med det blik. Og hun siger, jeg går efter stjernerne. Måske er ånden i stjernerne, tænker jeg.   

-------------------

Liste over ting, der passer til min tilstand. I dag. Stigende orden.

Fri

Let

Fuld

Glad

Utroværdig

Færdig

Tyk

Blind

’Når et litterært sprog fungerer, så opfører det sig som natur. Så begynder det at samle sig.’ Josefine K. siger det.