Heartwords

“Tell me is it really love?” Jeg drømmer om alt det, jeg ikke har. Jeg drømmer om grønne marker og færdige, smukke bogreoler. Jeg går en tur ned ad gaden og ser en dame, der græder. Som mig selv, gemmer hun det ikke indeni. Og dér på gaden, midt i det hele, falder jeg igen over minder. Og jeg tænker over, hvor fortiden er? Hvad der er virkeligt, når det kun er i mine tanker? Mine minder er mine. Er min barndom, kun min? Hvad med alt det, jeg glemmer? Hvor bliver det af? Hvor er tiden, der er gået? Der vokser en panik i mig. For hvad med alle de drømme, der voksede op sammen med mig i det kælderværelse med det ternede gulv. Jeg tager ham i hånden og klemmer. Den er varm og så stor, og jeg kender den så godt. Og den vil mig så godt. Og vi køber agurker og chips, og børnene vil hele tiden have mere af det hele, og jeg vil bare sige ja, og gør det. Ind i mellem cykler jeg afsted og propper tasken med bøger, som jeg hele tiden finder. Jeg læser lidt i dem alle. Bliver forelsket i fø

20. juni 2017                       Det var en dag i juni. En slags sommerdag. Jeg så ud over det hav, der er smukt, og det længere væk; så langt at jeg ikke kan se. Det hav der tager mennesker, som kæmper for livet – det hav der tager livet ud af det dem og lader deres kroppe synke til bunds eller flyde som oppustelige væsener mod sten og rev. Og så måtte jeg græde. For freden her var så gennemtrængende, og alligevel ikke til at forstå. Hvorfor deler vi ikke den fred? Vi kunne blive så stærke – måske endda redde, hvad der er tilbage af verden.                       Pigen troede, at rummet var inde i verden – der må da være masser af plads til rummet inde i verden? Jeg forstår og elsker hendes hoved med de tanker. Vi har plads inde og ude. Vi har plads.                       Mens jeg var ved det hav, græd jeg. Også lidt over en sang, og der bølgede en sorg gennem mit bryst.                       ”We need a city of piece.”                       Jeg græd over den styrke, de

Når man lever i en drøm, lever man så rigtigt? Jeg træder på grus og fliser. Passer på revner og fuger. Jeg løfter fødderne hver dag. For det gør man. Det må man. Pigen spørger mig, hvor verden kommer fra. Og jeg tænker længe over alle de tanker, man får af det spørgsmål. Og græder lidt og griner mest. Af lykken over hendes eksistens i den. Den verden, vi ikke ved, hvor kommer fra.                       Når jeg skriver, drømmer jeg, at jeg lever. Og det er fint og ligetil. Mens jeg går ned af gaden, og vinden river i mit hår, lever jeg. Der er ingen vej udenom. Og min krop er fyldt til randen.                       Jeg læser om en kvinde, der er brudt ud af en grusom livsbane, hun var født til at leve i. Jeg er fascineret. Og jeg forundres over den styrke, hun har. Og jeg er lidt lettet. Og underlig lykkelig over, at hun har gjort det alene. Brudt ud af det frygtelige. Som et ungt barn, trådte hun af det liv, der ellers var hendes skæbne. Men som var så forkert. Jeg er forundret.

Der er altid et barn, der græder et sted. Med en gråd, der minder mig om min egen barndom. Rullegardinet slår ind mod karmen i en rytme, jeg ikke kender. Plakaten over sengen blafrer i gadens gennemtræk. Sengetøjet er nusset. Og jeg burde rejse mig. Og burde vaske det. Og burde bære bakken ud i køkkenet. Men kroppen bliver liggende, og jeg lytter. Og der er altid et barn, der græder et sted. Igen. I en lejlighed. I en gård. Foran en gadedør. Mine arme klør og min mave rumler. Men min krop bliver liggende. Tænker på sidste gang den fødte. Og det var en dreng, der kom ud. Og det var tæt på en slags magi. Det er det på en måde altid, når ét menneske kommer ud af et andet. Sådan magisk. Hvor kommer det levende menneske dog fra? Og smerte og lykke smelter sammen i et meget mærkelig øjeblik. Den nat sneede det, og D sagde, hvis det var en pige, skulle hun hedde Sne. Det var en dreng. De græd. Nu ligger han og krammer lommelygten og neglene er stadig sorte. Og jeg ryster, og må kigge lid