På denne majdag

På denne majdag er der nogen, der bliver gift. Der er nogen, der tørrer yoghurt op fra gulvet, og der er nogen, der lader det ligge.
Jeg er næsten ligeglad. Mest irriteret over, hvordan huden i mit ansigt altid blusser rødt og svir under solens hårde første stråler. Som om ansigtet ikke tåler det. Selvom jeg trænger. I kroppen. I halsen. For vildt til den sol.

Forleden skrev jeg til Esther, om hun ville gå med mig i solcentret og holde vagt i 6 minutter. Så kunne jeg ligge i den falske varme i en form for tryghed. Billederne af ham morderen fra Tølløse, der skar halsen over på den unge kvinde, forsvinder ikke, men med Esther bag døren får de ikke overtaget, tænker jeg. Så kan jeg lade de 40 kroner sive direkte ind gennem huden og måske føle en slags forår. Det er bare plastic. Esther kommer godt nok. Men hun siger nej. Er du klar over, hvad det gør ved din hud? Hun sparker lidt til den lyserøde plastickabine, og jeg kan ikke undgå at se de nye sorte Nike sko. Jeg smiler og nikker til skoene. Hun tager mig under armen og trækker mig ud. Amagerbrogade regner og himlen er grå i en nuance, jeg ikke kender. Jeg kan ikke se, hvor den ender. 
I Lagkagebageren køber hun latte med skummet til sig selv. Jeg peger på sød og drengen skubber den blanke stålskuffe i med en smal hofte. Hans lange pandehår bliver ved med at glide ned foran øjnene. Han kaster med hovedet og lader mælkeskummeren sprutte hæst, mens den bestøver luften med gammel mælk. Jeg spiser osten først, vi kigger ud af de blanke ruder. Hendes øjne glider lige ind i mig.

I køkkenet hører jeg P1. Leder efter skønlitteratur. Den med Naia Marie Aidt. Jeg kan ikke glemme hende. Ikke at jeg prøver. Men hendes væren er blevet en ting for mig. Hvordan blev hun forfatter? Bogen om Carl gør mig så trist. Min krop er tung. Og selvom det er umuligt, forestiller jeg mig alligevel, at hver gang, der er én, der læser bogen, bærer vi lidt af hendes sorg. Af Naias sorg. Det er absurd. Den følger hende. Jeg græder over mine børns beskidte negle, der stikker frem under dynen. Jeg kysser dem og lader varmen sive ind i mig. Bedre end plastickabinen. Bedre end solen. Bedre end alt.

Men jeg kan ikke slippe Carl. Og pludselig ser jeg mig selv med sur mund på en stige under kirsebærtræet. Fornærmet. I haven. M står øverst. Jeg holder kurven bag ryggen. Sur over det ikke er mig. Der står øverst. De hvide blomster er slørede henover og mit sure ansigt skærer mig i øjnene. Hvem var jeg dengang. Tænkte jeg aldrig på døden? På at nogen, som Carl skulle miste livet på sådan en grufuld måde? Jeg var bare et barn. 
Min far tog billedet.
                     Det undrer mig tit, at vi boede sådan der. Med den lille have. Men i virkeligheden var han vel så splittet. Af alt det, der var. I livet. Alt det han elskede. Altså bøger, viden. Og natur. Jorden. Grenene, der forandrede sig forudsigeligt og dog foranderligt hvert år. Splittet. Hvad hvis vi havde boet på landet? Med vidder? Med hav? Hvad hvis.


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Om en tid, der er forsvundet - og om Carl, som jeg aldrig kan glemme

Jeg vil bare ikke sove fra det

Der er noget med Málaga