Gå videre til hovedindholdet

På denne majdag

På denne majdag er der nogen, der bliver gift. Der er nogen, der tørrer yoghurt op fra gulvet, og der er nogen, der lader det ligge.
Jeg er næsten ligeglad. Mest irriteret over, hvordan huden i mit ansigt altid blusser rødt og svir under solens hårde første stråler. Som om ansigtet ikke tåler det. Selvom jeg trænger. I kroppen. I halsen. For vildt til den sol.

Forleden skrev jeg til Esther, om hun ville gå med mig i solcentret og holde vagt i 6 minutter. Så kunne jeg ligge i den falske varme i en form for tryghed. Billederne af ham morderen fra Tølløse, der skar halsen over på den unge kvinde, forsvinder ikke, men med Esther bag døren får de ikke overtaget, tænker jeg. Så kan jeg lade de 40 kroner sive direkte ind gennem huden og måske føle en slags forår. Det er bare plastic. Esther kommer godt nok. Men hun siger nej. Er du klar over, hvad det gør ved din hud? Hun sparker lidt til den lyserøde plastickabine, og jeg kan ikke undgå at se de nye sorte Nike sko. Jeg smiler og nikker til skoene. Hun tager mig under armen og trækker mig ud. Amagerbrogade regner og himlen er grå i en nuance, jeg ikke kender. Jeg kan ikke se, hvor den ender. 
I Lagkagebageren køber hun latte med skummet til sig selv. Jeg peger på sød og drengen skubber den blanke stålskuffe i med en smal hofte. Hans lange pandehår bliver ved med at glide ned foran øjnene. Han kaster med hovedet og lader mælkeskummeren sprutte hæst, mens den bestøver luften med gammel mælk. Jeg spiser osten først, vi kigger ud af de blanke ruder. Hendes øjne glider lige ind i mig.

I køkkenet hører jeg P1. Leder efter skønlitteratur. Den med Naia Marie Aidt. Jeg kan ikke glemme hende. Ikke at jeg prøver. Men hendes væren er blevet en ting for mig. Hvordan blev hun forfatter? Bogen om Carl gør mig så trist. Min krop er tung. Og selvom det er umuligt, forestiller jeg mig alligevel, at hver gang, der er én, der læser bogen, bærer vi lidt af hendes sorg. Af Naias sorg. Det er absurd. Den følger hende. Jeg græder over mine børns beskidte negle, der stikker frem under dynen. Jeg kysser dem og lader varmen sive ind i mig. Bedre end plastickabinen. Bedre end solen. Bedre end alt.

Men jeg kan ikke slippe Carl. Og pludselig ser jeg mig selv med sur mund på en stige under kirsebærtræet. Fornærmet. I haven. M står øverst. Jeg holder kurven bag ryggen. Sur over det ikke er mig. Der står øverst. De hvide blomster er slørede henover og mit sure ansigt skærer mig i øjnene. Hvem var jeg dengang. Tænkte jeg aldrig på døden? På at nogen, som Carl skulle miste livet på sådan en grufuld måde? Jeg var bare et barn. 
Min far tog billedet.
                     Det undrer mig tit, at vi boede sådan der. Med den lille have. Men i virkeligheden var han vel så splittet. Af alt det, der var. I livet. Alt det han elskede. Altså bøger, viden. Og natur. Jorden. Grenene, der forandrede sig forudsigeligt og dog foranderligt hvert år. Splittet. Hvad hvis vi havde boet på landet? Med vidder? Med hav? Hvad hvis.


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…