Om majdagen, og ånden og skriveriet og Suzanne Brøgger og børnene og det.
Majdagen er varm. Drengen brænder de bare fødder
på trappetrinnene. Han spiser bær. Og snøfter på mit skød. Mennesker kommer ud
af lejligheder. Jeg gemmer mig i min. Græder lidt i et håndklæde. Smører en
mad, mens jeg tænker på solen. At jeg burde tage af dens energi nu. Gratis og
mere trygt end det lyserøde solcenter.
Om aftenen er der rod alle steder og mine negle er
flossede. Som så meget andet. Ser på bøgerne, der ligger i stabler. Fyldes med
kærlighed. Drengen vil gerne ind i Hakkebakkeskoven. Han peger på bogen og
øjnene gnistrer. Jeg kender det. Pigen siger moar, og jeg troede hun sov. Jeg
ignorerer lidt og ved det er nytteløst.
Her i gaden ligger husene for tæt. Vidderne kender
de ikke. Vinduerne skinner i en himmel, der er blå og grå og hvid, og jeg er en
slags evig træt. Flere dage er der gået, hvor jeg har stået og kigget på, ting
der sker. Foran mig. Ved siden af mig. Midt i mig. Jeg ved ikke hvad. Mens
tråde rives og samles ganske forkert. Umuligt i en slags blinde. Som jeg i en
gentagelsestilstand, forsøger at samle.
Gentagelsestilstand.
Den gamle cykel der er grå. Og rusten flere
steder. Jeg tænker på den som ny. For så hurtig går min tid ikke. Og det ryster
mig, da jeg forstår, at det gør den. Så bumler jeg ind af Amagerbrogade. Med
musik. Og bliver egentlig irriteret og vil hellere lytte til Naia igen, og jeg
standser ved Tingvej og bilerne emmer af varme og udstødningen lægger sig om
mig. Tungt og vammelt. Telefonen er glat og glider. Og jeg bliver rasende. Og
jeg vil skide på det hele. Hvorfor kan jeg ikke bare få lov at putte mig i
Naias ord, det er lige nu, jeg vil lytte. Det er lige nu, mit hjerte brænder
sådan. Det er lige nu, jeg vil have noget at græde over.
Jeg køber en flybillet til Nice. Alene. Og jeg
flyver ganske kort henover lande, jeg kender lidt. Tænker på marker og byer,
jeg ikke kan se gennem skyerne. Jeg bevæger mig gennem luften i en anden
atmosfære, og jeg tænker på, hvordan det hele lykkedes.
Frankrig forsvinder bag bilen, og jeg ender
endelig i Piemonte og det søde vand. Og jeg pusler min længsel. Gøder den, og
trækker vejret i noget andet. Bjergene ser på mig. Så stille. Og jeg må se væk,
nærmest forlegent. Over skønheden. og den måde de står der på. Sådan evigt.
Jeg er egentlig begyndt at tænke meget over ånden
i alting. Dér hvor der er ånd, er der liv. Tænker jeg. Alligevel er der så
meget uden ånd. Så mange hæmninger. Så meget hæmmet liv. Og det bekymrer mig,
at noget kan være åndsløst. Kan et menneske være uden ånd? Kan et menneske være
uden liv?
Ånd. Jeg drages af ånd. Af ånd. Ånden. Alt det,
jeg ikke kan konkretisere i mig. Alt det, jeg ikke kan formulere, men det jeg
fyldes af. Og jeg tænker på, hvilken substans ånden er gjort af? Er ånden
viljen? Eller modet? Måske er ånd kærlighed? Eller erkendelse? Er ånden det vi
gør? Eller det vi drømmer om at gøre?
Er min søgen efter ånd i virkeligheden en
privilegeret luksus? En forlængelse af den evige længsel.
Min mor har sagt, at jeg ligner Suzanne Brøgger. Suzanne
Brøgger siger, at det at skrive fiktion er en skabelsesakt, en åndelig praksis.
Og at man kan se det at skrive, som en form for vejrtrækning. At trække vejret gennem bogstaver. Hvis
livet som sådan er en indånding af impulser, læsning, erindring, set og hørt,
er skrivning en udånding. Sådan siger hun. At lære og at elske er det samme. Det
siger hun. Og jeg læser, og jeg læser, og jeg læser.Mere
Kommentarer
Send en kommentar