Gå videre til hovedindholdet

Om majdagen, og ånden og skriveriet og Suzanne Brøgger og børnene og det.

Majdagen er varm. Drengen brænder de bare fødder på trappetrinnene. Han spiser bær. Og snøfter på mit skød. Mennesker kommer ud af lejligheder. Jeg gemmer mig i min. Græder lidt i et håndklæde. Smører en mad, mens jeg tænker på solen. At jeg burde tage af dens energi nu. Gratis og mere trygt end det lyserøde solcenter.
Om aftenen er der rod alle steder og mine negle er flossede. Som så meget andet. Ser på bøgerne, der ligger i stabler. Fyldes med kærlighed. Drengen vil gerne ind i Hakkebakkeskoven. Han peger på bogen og øjnene gnistrer. Jeg kender det. Pigen siger moar, og jeg troede hun sov. Jeg ignorerer lidt og ved det er nytteløst.

Her i gaden ligger husene for tæt. Vidderne kender de ikke. Vinduerne skinner i en himmel, der er blå og grå og hvid, og jeg er en slags evig træt. Flere dage er der gået, hvor jeg har stået og kigget på, ting der sker. Foran mig. Ved siden af mig. Midt i mig. Jeg ved ikke hvad. Mens tråde rives og samles ganske forkert. Umuligt i en slags blinde. Som jeg i en gentagelsestilstand, forsøger at samle.
Gentagelsestilstand.

Den gamle cykel der er grå. Og rusten flere steder. Jeg tænker på den som ny. For så hurtig går min tid ikke. Og det ryster mig, da jeg forstår, at det gør den. Så bumler jeg ind af Amagerbrogade. Med musik. Og bliver egentlig irriteret og vil hellere lytte til Naia igen, og jeg standser ved Tingvej og bilerne emmer af varme og udstødningen lægger sig om mig. Tungt og vammelt. Telefonen er glat og glider. Og jeg bliver rasende. Og jeg vil skide på det hele. Hvorfor kan jeg ikke bare få lov at putte mig i Naias ord, det er lige nu, jeg vil lytte. Det er lige nu, mit hjerte brænder sådan. Det er lige nu, jeg vil have noget at græde over.
Jeg køber en flybillet til Nice. Alene. Og jeg flyver ganske kort henover lande, jeg kender lidt. Tænker på marker og byer, jeg ikke kan se gennem skyerne. Jeg bevæger mig gennem luften i en anden atmosfære, og jeg tænker på, hvordan det hele lykkedes.

Frankrig forsvinder bag bilen, og jeg ender endelig i Piemonte og det søde vand. Og jeg pusler min længsel. Gøder den, og trækker vejret i noget andet. Bjergene ser på mig. Så stille. Og jeg må se væk, nærmest forlegent. Over skønheden. og den måde de står der på. Sådan evigt.

Jeg er egentlig begyndt at tænke meget over ånden i alting. Dér hvor der er ånd, er der liv. Tænker jeg. Alligevel er der så meget uden ånd. Så mange hæmninger. Så meget hæmmet liv. Og det bekymrer mig, at noget kan være åndsløst. Kan et menneske være uden ånd? Kan et menneske være uden liv?
Ånd. Jeg drages af ånd. Af ånd. Ånden. Alt det, jeg ikke kan konkretisere i mig. Alt det, jeg ikke kan formulere, men det jeg fyldes af. Og jeg tænker på, hvilken substans ånden er gjort af? Er ånden viljen? Eller modet? Måske er ånd kærlighed? Eller erkendelse? Er ånden det vi gør? Eller det vi drømmer om at gøre?
Er min søgen efter ånd i virkeligheden en privilegeret luksus? En forlængelse af den evige længsel.


Min mor har sagt, at jeg ligner Suzanne Brøgger. Suzanne Brøgger siger, at det at skrive fiktion er en skabelsesakt, en åndelig praksis. Og at man kan se det at skrive, som en form for vejrtrækning. At trække vejret gennem bogstaver. Hvis livet som sådan er en indånding af impulser, læsning, erindring, set og hørt, er skrivning en udånding. Sådan siger hun. At lære og at elske er det samme. Det siger hun. Og jeg læser, og jeg læser, og jeg læser.Mere 

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…