Om at skrivelæse

Når hvert et ord, jeg skriver er banalt. Ferskt. Meningsløst, gennemsigtigt og intetsigende. Barnligt. Umodent og naivt. Når jeg længes efter, at ordene skal udtrykke mig, afsløre mig, manifestere sig som min følelse. Min drøm. Det jeg mærker. Ærligheden. Når jeg længes efter, at mine ord er lidenskabelige, levende og efterlader mig selv i rus. Efterlader læsere i rus. Når jeg længes efter at mine ord, skaber nye, ubegribelige, usandsynlige troværdige virkeligheder. Når jeg længes efter, at mine ord, giver mig ro. Gør mig høj.

Men når mine ord blot efterlader en ubehagelig diskant, der ude af takt vibrerer gennem en hvilken som helst krop. Med en evig uro. En evig mavepine. En evig længsel, som for evigt findes i mig. Så venter jeg. Så læser jeg. Det er alt, jeg kan. Det er alt, der kan lindre en smule. I mens. Jeg venter. Og jeg sidder på spidsen. På kanten. I luften. Læser andre. Lever i andres ord.

I Ditlevsens. Kære Tove. For evigt din.
I Minors og Klougarts.  
I Brontes, Hemmingways, Tafdrups og Gerhardts. Maria; håber det næste er henrivende.
I Helles, Hustvedts, Hesselholdts, Højholts og Guldagers.
I Papes og Kvamms.
Og herlige herlige Norrs.
Nabokovs.
Salingers og underfundige Murakamis.
Og alle de mange Andersen.
Og Aidts, Aidts, Aidts. Åh Aidt.
Aakesons, Lennons, Caves, Erics, Christensens og Carrolls.
Rifbjergs, Brylds, Engells, og smukke Ullmanns.
Blixens, Bobergs og Brøggers.


Og alle de andre, som jeg lever gennem. Disse mennesker, der giver mig luft til mit åndedræt. Så jeg kan trække mit vejr gennem deres ord. Ind og ud af virkelig svale. Jeg ånder deres ord. Jeg læser. Igen. Endnu. Mens jeg venter på, at mine egne ord fødes. Så lever jeg alligevel. 

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Om en tid, der er forsvundet - og om Carl, som jeg aldrig kan glemme

Jeg vil bare ikke sove fra det

Der er noget med Málaga