Gå videre til hovedindholdet

Om at skrivelæse

Når hvert et ord, jeg skriver er banalt. Ferskt. Meningsløst, gennemsigtigt og intetsigende. Barnligt. Umodent og naivt. Når jeg længes efter, at ordene skal udtrykke mig, afsløre mig, manifestere sig som min følelse. Min drøm. Det jeg mærker. Ærligheden. Når jeg længes efter, at mine ord er lidenskabelige, levende og efterlader mig selv i rus. Efterlader læsere i rus. Når jeg længes efter at mine ord, skaber nye, ubegribelige, usandsynlige troværdige virkeligheder. Når jeg længes efter, at mine ord, giver mig ro. Gør mig høj.

Men når mine ord blot efterlader en ubehagelig diskant, der ude af takt vibrerer gennem en hvilken som helst krop. Med en evig uro. En evig mavepine. En evig længsel, som for evigt findes i mig. Så venter jeg. Så læser jeg. Det er alt, jeg kan. Det er alt, der kan lindre en smule. I mens. Jeg venter. Og jeg sidder på spidsen. På kanten. I luften. Læser andre. Lever i andres ord.

I Ditlevsens. Kære Tove. For evigt din.
I Minors og Klougarts.  
I Brontes, Hemmingways, Tafdrups og Gerhardts. Maria; håber det næste er henrivende.
I Helles, Hustvedts, Hesselholdts, Højholts og Guldagers.
I Papes og Kvamms.
Og herlige herlige Norrs.
Nabokovs.
Salingers og underfundige Murakamis.
Og alle de mange Andersen.
Og Aidts, Aidts, Aidts. Åh Aidt.
Aakesons, Lennons, Caves, Erics, Christensens og Carrolls.
Rifbjergs, Brylds, Engells, og smukke Ullmanns.
Blixens, Bobergs og Brøggers.


Og alle de andre, som jeg lever gennem. Disse mennesker, der giver mig luft til mit åndedræt. Så jeg kan trække mit vejr gennem deres ord. Ind og ud af virkelig svale. Jeg ånder deres ord. Jeg læser. Igen. Endnu. Mens jeg venter på, at mine egne ord fødes. Så lever jeg alligevel. 

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…